De bedste auberginer

Nu har jeg vist jer, hvordan mine yndlings asparges ser ud, så her kommer yndlings auberginerne. De er nemme at lave og fylder godt i maven. Du kan selv vælge, om du spiser skindet eller bare ¨indmaden¨. Opskriften kommer oprindeligt fra Nigel Slater’s ¨Real Cooking¨ – han laver virklig velsmagende mad uden så meget pjat, så jeg kan sagtens finde god inspiration også selv om der ofte skal justeres lidt i olie/smør-mængderne.
Tænd ovnen på 180-200°c – Auberginerne vaskes og skæres i gennem på langs – skæres derefter på kryds og tværs i terninger/ruder uden at skære i gennem skindet. Saltes og lægges med skindsiden op til ovnen er varm. Duppes tørre og pensles med olivenolie blandet med lidt citronsaft – Skær hvidløg i tynde skiver og stik dem ned mellem ternene – Sørg endelig for, at hvidløgene ikke stikker op, for de smager ikke ret godt brankede (bitter erfaring!). Brug de krydderier du synes om, jeg brugte lidt indisk inspirerede med garam marsala, spidskommen og karry – men du kan i stedet bruge timian, rosmarin eller hvad du nu holder mest af.
Bages i ovnen i et ildfast fad til de er godt gennembagte ca 40-50 min – kan spises kolde eller varme – som forret, tilbehør eller som et måltid i sig selv. Her serveret med kvark blandet med lidt tahin og citron, agurk, feta light, mynte og pinjekerner – Drysset med chili til dem, der synes om stærk mad.
Det ser bare så lækkert ud, Lise. Dejligt med inspiration til auberginer, som jeg rigtig godt kan lide :-)Mange hilsnerBirthe