
Der var et par af jer der skrev, at I ikke var vilde med bananen, jeg havde puttet i proteinvaflerne den anden dag. Så jeg lagde hovedet i blød eller rettere et par tørrede dadler i blød natten over. Det fungerede rigtigt godt og gav en god ¨neutral¨ sødme i stedet for banan. Jeg har i mellemtiden også prøvet med en moden moset pære og det kan også sagtens bruges – mon ikke æblemos også kan fungere?.
Så hermed den reviderede opskrift på proteinvaflerne, som denne gang blev lavet til pandekager i stedet bare fordi! – husk at hvis du pisker æggehviderne bliver de særligt fine og luftige.
Du skal bruge:
3 tørrede dadler (lagt i blød natten over – pil skallen af og mos dem dagen derpå)
2 hele æg (brug pasteuriserede hvis du vil være på den sikre side)
3 spsk havregryn
3 spsk mælk
1 lille tsk bagepulver
30 g proteinpulver (jeg brugte valleprotein)
50 g mager kvark/skyr eller fromage frais
Tilsæt smagsgivere vælg mellem kanel, citronskal, kardemomme og vanillepulver.
Bland de tørre ingredienser og tilsæt gradvist de våde og lad dejen hvile et par minutter. Mængden her giver 8 pandekager på hver især 35 g og indeholder 60 kalorier pr stk. Jeg stegte dem på en slip-let pande og brugte stort set ingen fedtstof.
Her på billedet har jeg fået 3 x pandekager i alt 105 g – 50 g mager græsk yoghurt, 3 g mandler, 1 tsk ahornsirup og 10 g mørk chokolade. I alt 300 kalorier fordelt på 28% fedt, 33% protein og 39% kulhydrat.







De lyder virkelig gode(det gjorde vaflerne nu også) og jeg er normalt stor fan af banan som “sødemiddel” især i pandekager. Men godt at der bliver tænkt lidt ud af kassen, for jeg vil helst sikkert prøve at bruge nogle udblødte dadler eller pære/æblemos.. Tænker om udblødte svesker måske ikke også kunne give anden slags god sødmesmag? Det må prøves
Hej Benedikte – jeg tror måske svesker er lidt mere syrlige, men det kunne da være et forsøg værd.
Superfedt, dem må jeg prøve. Hvor køber man mon proteinpulver henne?
Hej Camilla – det kan fåes i helsekost eller større sportsforretninger
Tak. Det må jeg få fat på, så jeg kan lave nogle lækre pandekager
Måske et dumt spørgsmål, men Hvorfor er det nødvendigt at bruge pasteuriserede æg, når de steges?
Jeg skrev det til vaffelopskriften, hvor det er svært at vide hvor højt op temperaturen i vaffeljernet kommer – det er nok mindre relevant til pandekagerne.
Du er en engel! Tusind tak for opskriften
Tak for fin blog.
Synes det var meget svært at vende pandekagerne uden at de gik helt i smadder. Steger du dem ved helt svag varme eller hvordan? Jeg piskede æggehviderne med håndmikser, ved ikke om det er for meget?
Jeg har kun prøvet at piske dem let, så ved ikke om det er derfor – de skal dog vendes forsigtigt, og først når de er helt færdige på den ene side
Først og fremmest tak for en flot og meget inspirerende blog. Jeg læser trofast med!
Lige et spørgsmål vedr. valleprotein: Jeg har ikke en vægt og vil derfor gerne vide hvor meget 30 g valleprotein er i dl?
Dejligt at høre Sara! En køkkenvægt er et must og koster ikke alverden
Jeg er selv lige løbet tør for proteinpulver, så kan ikke lige hjælpe. men prøv at lægge spørgsmålet på bloggens Facebook side
Tak skal du have! Køkkenvægten er i en flyttekasse i Danmark, da jeg for en periode bor i udlandet, men jeg forhører mig andetsted.
Glæder mig til at se flere proteinopskrifter på bloggen
Har faktisk lige købt nyt i dag – 30 g svarer til lige omkring 1 dl. Håber det hjælper
Super! Mange tak