Hvad smager lykken af?

 

 

Nu handler bloggen jo mest om mad og at finde balancen i forhold til, hvad vi putter i os. Men i livet er der jo flere ting i spil. Kunstneren Jeppe Hein er i gang med et større projekt, der kredser om, hvordan vi opfatter lykke. Til projektet vil han rigtigt gerne have jeres input og definitioner på lykke. Kan lykken smages? Har den en duft? Hvordan lyder den og hvordan ser ser den ud? Du kan svare og give dit bidrag ved at kigge ind forbi A-Smile-to-You eller ved klippe nedenstående ind i en mail og sende den til rebekka@jeppehein.net

 ………………

HAPPINESS research – be part of an exhibition project!

Dear reader,
My name is Jeppe Hein and I’m a Danish artist based in Berlin / Germany. Currently I’m doing a happiness-research and I’m working a lot with this theme in a practical and theoretical way. While looking into the subject I decided that the topic for my upcoming show at Bonniers Konsthall, Stockholm and Wanås Konst / Sweden should be all about happiness.

For this show in Sweden, called “A Smile to You”, I would like to collect various definitions of happiness – like an evaluation. I want to know what other people of different countries, cultures and ages think about it. For this specific part of my research I would appreciate, if you could respond to my questions below and return your answers either by email, fax or post (see signature below): How does it smell? How does it taste? How does it sound? How does it look like? I look forward to receiving your thoughts on HAPPINESS and thank you in advance for your efforts and support! Feel free to forward this email!

All the best,
Jeppe Hein

Studio Jeppe Hein
Attn. Rebekka Csizmazia
Dessauer Straße 6-7
10963 Berlin Germany

Fax:+ 49.30.616519179
Email: rebekka@jeppehein.net
www.jeppehein.net

For your privacy:
Please tick, where appropriate:
o I agree that my comment might be published in catalogues or other publications on the theme by Jeppe Hein and would like to be mentioned as following:
Name:_______________________________________
Age:_________________________________________
Country:______________________________________
o I do not agree that my comment will be published.

Follow

Alternativer til pasta

Vi er vist rigtigt mange, der elsker pasta, hvor nemt det er lige at smække et måltid på bordet. Desværre synes jeg, det kan være svært at blive rigtigt mæt med mindre man spiser meget store portioner. Som I ved, er jeg hverken cykelrytter eller marathonløber, så store mængder kulhydrat er ikke optimalt, men der er heldigvis alternativer. Jeg faldt fornylig over denne smarte opskrift på proteinpasta hos bloggeren Anna Wurtz som i øvrigt har mange lækre sunde lette vegetarretter på sin blog – kig endelig forbi hendes madblog kategori.  

Opskriften er afprøvet et par gange og jeg er klart fan – jeg udskiftede flødeosten med blendet hytteost en gang og tilsatte krydderurter – brugte fromage frais en anden gang og de blev begge rigtigt gode. Variationerne er også mange – Skåret tykt eller tyndt alt efter om du vil  have spaghetti eller fettucine og jeg forestiller mig også, at man kan bruge den til lasagne eller wraps til frokosten. 

Et andet godt alternativ til pasta er squash – den kan rives på mandolinjernet eller skæres i tynde skiver til en lasagne. Her har jeg fået flødestuvede champignoner til – og det er der jo ¨plads til¨ når der spares på kulhydraterne.

Tomatsaucen er den nemmeste i verden – jeg har stegt 250 g halve cherrytomater i en spsk olivenolie – og 1 fed hvidløg – tilsæt salt og oregano eller frisk basilikum.

Follow

Allergi og intolerance

Ud over ønsket om at leve sundt og passe på vægten, er der flere og flere der også må tage andre særlige hensyn til, hvad de putter i munden grundet allergier eller intolerancer. Jeg deler selv hustand med en nøddeallergiker, der ikke bevæger sig langt uden sin Epipen. Så jeg ved hvor besværligt det er, altid at skulle være opmærksom på, hvad madvarerne indeholder. Af samme grund vil I heller aldrig se opskrifter her på bloggen, der indeholder cashew, pecan, valnødder eller paranødder. Fornylig mødte han tilfældigt en repræsentant for det engelske chokoladefirma Kinnerton og snakken kom til at dreje sig om allergi og firmaets store arbejde for at levere chokolade uden mælk, gluten, nødder og æg. Kig ind og læs mere her www.kinnerton.com/AllergenInfo  Der er mulighed for som privatperson at bestille produkterne her www.kinnerton.com/order

Et andet tip, jeg gerne vil give videre, er til folk med glutenallergi eller intolerance: Helle Kofoed er homøopat/kostvejleder og laver derudover nogle gode kogebøger med masser af inspiration. Hendes mest læste kogebog med ideer til at leve glutenfrit er netop udkommet i i 4.oplag, så står du med den slags udfordringer kostmæssigt får du med denne bog forslag til morgenmad, frokost samt opskrifter til 14 aftensmåltider.
Desuden får du opskrifter på brød, boller, kager og desserter. Tjek hjemmesiden for yderligere information  www.hellekofoed.dk Bogen og de andre kogebøger kan bestilles ved at skrive til helle@kofoed.mail.dk

Follow

Mit svar til XX

 

Lise Transbøl Corey

Hvor er jeg glad for, at I har taget så godt i mod indlægget i går og bekræftet formodningen om, at der er mange der lever i det skjulte med samme svære problemstillinger. Med til historien hører selvfølgelig også mit/mine svar, men jeg syntes brevet skulle have lov til at stå alene først. Jeg er jo ikke ekspert eller behandler så min respons står for egen regning og kun baseret på egne (sure) erfaringer.

……..

Kære XX

Så har jeg lidt mere tid til, at få skrevet et ordentligt svar til dig. Som jeg skrev i min sidste mail, så kan jeg sagtens kende mig selv i din beskrivelse. Jeg tror bare, du har den klare fordel, at være kommet en del længere i din erkendelse, end jeg var i samme alder. Det er et super flot og ærligt brev du har skrevet – jeg kunne faktisk godt have lyst til at udgive det på bloggen, hvis du var ok med det ? (altså uden dit navn). Jeg tror nemlig,
at rigtigt mange unge piger/kvinder kan nikke genkendende til dine problematikker.

Første gang jeg tog meget på, var da jeg var 17 år pga en stor kærestesorg – Den vægt fik jeg smidt igen, da jeg var færdig med gymnasiet – for så bare at tage den på igen – hver dag efter arbejdet kørte jeg ind og købte store mængder slik – så vægten røg hurtigt op igen. Og siden den tid kørte det så op og ned. Perioder med afsavn og andre med spis-løs. På intet tidspunkt var jeg rigtigt glad for min krop, men maden blev brugt som trøst, som hygge –  den var min bedste ven og værste fjende. 

Spoler mange år frem her…børnefødsler og mere op og ned…..Først gennem kalorietællingen og en ordentlig sammensætning af maden lærte jeg en masse og langt om længe kunne jeg tabe mig og holde vægten rimeligt stabil – jeg skejer ikke ud, som jeg gjorde før i tiden. Men jeg taber mig heller ikke mere, og hvis jeg bare spiser en anelse mere begynder vægten at gå op igen. Det har været lidt frustrerende, at alternativet var at veje og tælle resten af livet, men jeg kunne ikke se andre muligheder.

Men så dukkede Jon Gabriels interview op her for ganske nylig, og jeg synes, det giver rigtigt mange svar, gode råd og en vej videre. Jeg har købt e-bogen – den giver lidt mere information, men essensen får han frem i interviewet. De sidste par uger har jeg spist efter hans råd om mere ¨levende mad¨, mere omega-3 og mere protein – og lyttet til visualiseringen. Stillet både køkken- og badevægten væk det næste stykke tid. Det hele hænger jo sammen og det er derfor fantastisk at kunne se det i en sammenhæng – Kemien i kroppen, den næring vi giver den og de tanker vi sender på det bevidste og ubevidste plan. Det tiltaler mig også, at man i stedet for at fjerne ting fra kosten, i stedet skal lægge til. Det giver en helt anden positiv indstilling. Og der er også plads til at spise af det  ¨syndige¨ – men jeg mærker allerede, at man har mindre lyst, når kroppen er i balance. Så det gælder om at finde ¨derhen¨ – hvor vi er mere i balance uden at presse os selv dertil, men ved at samarbejde med kroppen på flere plan. Overdreven træning sender fx samme stress-signaler i kroppen, så man kan altså heller ikke presse sig selv gennem motion til den perfekte krop. Der kan jo også være dybere liggende dårlige oplevelser og psykiske faktorer, der påvirker vores forhold til mad, så der er det også vigtigt at være klar til at arbejde med, hvad der kommer op og ikke lade maden eller vægten blive et symptom.

Lad mig endelig høre hvilke tanker du gør dig

Hilsner og mange tanker fra

Lise

………………..

Hej igen XX

Jeg tror, at mad og at putte i munden er stærkt forbundet med omsorg, at føle sig elsket og vores første næring. Problemet er bare, at er der et tomt hul, så hjælper det ikke, hvor meget mad vi end putter i det. Tværtimod bliver cirklen mere ondsindet, jo mere man spiser. Men som du skriver kan det være så svært, hvis hovedet godt er klar over det, men kroppen bare kører sit eget løb.

Det kan være svært at få styr på alle følelserne, men vi kan komme langt med en forståelse for hvad den mad vi putter i os gør på sigt – At sukkeret fx faktisk GØR os afhængige og at smagsforstærkere GØR at vi får lyst til mere Har du set ? http://www.hungryforchange.tv/book-free-screening – Den ligger der til i morgen – og giver mange gode input og svar.

Du spørger om, jeg nu accepterer min krop og vægt – og jeg vil svare, at jeg aldrig har været så tæt på, at kunne sige ja – Altså, aldrig i mit liv har jeg været mere tilfreds.Jeg ved ikke, om det sidste kommer, eller om der altid vil være en lille rest. Men der ligger tre plader chokolade plus drengenes ¨slik-skål-slik¨ i skuffen og det rører mig ikke 🙂 Og jeg har det fint i fitness, hvor der er spejle alle vegne og overvågningkameraer Det var ikke gået bare for et par år siden.

Jeg mener stadig, at din mail ville kunne hjælpe andre – og at jeg er sikker på, at andre vil kunne kende dem selv i din historie. Så hvis du har lyst (du skal ikke føle dig presset – kun hvis du har lyst) så må du gerne redigere de personlige ting væk og jeg kan udgive den – tænk over det.

Mange hilsner fra Lise

—–

Hej XX

Det glæder mig, at du er med på at udgive den – Regner med at lægge den på over week-enden. Jeg tror stadig, at der er flere end du tror, der har det på samme måde. Ikke at det hjælper i sig selv at vide, men man føler sig måske lidt mindre alene. Har man een gang haft et belastet forhold til mad, så vil man nok aldrig helt slippe helt af med det igen. Men man kan helt sikkert lære at leve på en måde, som er mere omsorgsfuld og mindre skadelig for en selv. Og det kommer til at fylde mindre – tro mig!

Lad mig endelig høre, hvordan det går med dig

Mange tanker fra Lise

Follow

Et råb om hjælp

I min indbakke lå denne mail fra en læser, som bad om min hjælp. Det er et flot og ærligt brev, som gjorde et stort indtryk på mig, for jeg kunne genkende mig selv i mange af beskrivelserne. For mig har det taget mange år at lede efter den ¨gyldne middelvej¨ og et mere afklaret forhold til mad og min krop, men det er en langsomlig proces (som ikke er helt i ¨mål¨endnu) . Jeg er af den overbevisning, at flere end vi tror, kæmper med samme problematikker. Af samme grund spurgte jeg, om jeg måtte udgive mailen her på bloggen. Åbenhed er i  mine øjne første skridt på vejen og højst sandsynlig, kan flere af jer nikke genkendende til problemstillingerne?

————–

Kære Lise.

Jeg skriver til dig, fordi jeg ikke ved, hvem jeg ellers skal skrive til.

De sidste tre år i mit liv har jeg haft spise issues og jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre ved det. Jeg prøver og prøver og prøver prøver og hver gang går det galt. Når jeg siger ’prøver’ mener jeg, at jeg prøver at spise sundt og normale portioner, men alt for ofte ender det ud i chokolade og kage hver dag, for meget hvidt brød med for meget smør, for så at kompensere ved at træne mere. Tit tænker jeg, at jeg virkelig ville have den flotteste og mest trænede krop, hvis jeg ikke spiste alt det lort jeg gør, fordi jeg  jo træner. Det er så bare ærgeligt at jeg træner for at kompensere og af ’nødvendighed’ i stedet for at ’forebygge’ som det er i andre perioder.

Men jeg skriver simpelthen til dig fordi jeg har tænkt på det i et stykke tid, og jeg har brug for, -tror jeg – at skrive ærligt om alt det her, for det fylder rigtig meget i mit hoved og jeg bliver ved med at punke mig selv for det hver evig eneste dag. Mine tanker kører konstant i dårlig sanvittighed på det dårlige mad jeg spiser, men som smager så godt, og så bliver jeg bare ved og ved og ved fordi ”nu startede ugen jo usundt ud, så kan jeg lige så godt køre sådan resten af ugen, og SÅ spiser jeg altå sundt fra på mandag!”

Det startede alt sammen med at jeg efter et breakup for tre (!) år siden begyndte at spise sundt og løbe hver anden dag og jeg opdagede, at jeg kunne kontrollere min vægt og min krop. Jeg smed 14 kg på tre måneder, og jeg elskede min nye krop og folks kommentarer og beundrende blikke. Det gjorde mig så høj. Efter tre måneder fik jeg tanken om, at jeg ville jo ikke blive tyk, hvis jeg bare spiste én smørstang (en hel). Så det gjorde jeg. Jeg åd mig igennem en halv og spiste så lidt mere og lidt mere, og lige pludselig gik det op for mig, hvad jeg havde gang i, så jeg kastede det op og løb en lang tur. Det er tre år siden nu, men den dag står bare så klart for mig, fordi den satte gang i alt det lort, der har forfuglt mig siden.

Den efterfølgende uge spise jeg igen sundt, som betød ingen stivelse, hverken brød, pasta, ris eller kartoftler, men masser af grønt, frugt og proteiner. Da weekenden kom skete det samme: jeg bevægede mig ned til bageren, købte wienerbrød til hvad der lignede til 5-6 mennesker, spiste det hele, kastede det op, løb en tur og tog måske nogle afføringspiller senere. Sådan fortsatte det i over et år, hvor jeg udadtil var den sunde løbe- og fitnesspige, som spiste rigtigt, men i al hemmelighed, havde jeg mine madorgier i weekenden. Jeg blev ved med at kaste det op og løbe lange ture efter, men efterhånden blev jeg træt af opkastningerne og besværet, at dem lod jeg være med. Afføringspillerne holdt jeg langsomt også op med, fordi jeg sjovt nok (det er slet ikke sjovt…) fik mavekramper, hedeture og skideanfald om natten og tidligt på morgenen. Alt det betød selvfølgelig, at selvom jeg spiste sundt i hverdagende, gjorde mine lørdags- eller søndagsorgier (nogle gange begge dage) at jeg tog på i vægt. Og jeg hadede det. Men det blev alligevel ved sådan, fordi jeg hver eneste søndag aften, sagde til mig selv, at ’fra i morgen, mandag, spiser du sundt’. Men når jeg nåede weekenden, kunne jeg ikke mere, og så gav jeg slip på kontrollen og spiste løs af det ’forbudte’. Den lortekontrol.

MEN så en søndag aften med ondt i maven og led og ked af den situation jeg havde bragt mig selv i weekend efter weekend, blev jeg så forbandet sur på mig selv og træt af mig selv, at jeg skrev i en bog, at fra nu af skulle det ikke ske mere nogensinde. Jeg var færdig med det. Slut og færdig! Jeg spiste sundt mandag til fredag. Lørdag og søndag tillod jeg mig selv at spise en hvid bolle med nutella – nogle gange to – og der røg også lidt slik og chokolade ned en gang imellem, men ellers også forholdsvis sundt lørdag og søndag. Det gik fint sådan i mange måneder. Vægten røg lidt op og ned (eller det vil sige, jeg vejede mig ikke mere, fordi jeg vidste jeg havde taget lidt på, og jeg gad ikke se på vægten når jeg vidste den ville være højere efter de dage hvor jeg havde spist lidt mere) Langsomt droppede jeg også min idé med at undgå al stivelse og jeg begyndte at spise mere som en normal person med plads til udskejelser uden at det var deciderede madorgier.

For at spole tiden tilbage til da jeg stadig havde mine madorgier og var virkelig led og ked af det, gik jeg en dag til lægen og fortalte, at jeg havde det rigtig rigtig dårligt, jeg fortalte om mine spisevaner og at jeg havde brug for hjælp. Jeg blev henvist til en psykiater, som jeg kom til samtale hos og udfyldte diverse spørgeskemaer om mine handlings- og tankemønstre. Desværre var der ventetid, så jeg måtte jo vente. Jeg anede ikke hvor længe, og jeg tror også lidt jeg havde droppet håbet om at komme til/tænkte at der nok ikke var blevet sat noget i gang alligevel, for jeg hørte ikke mere. I mellemtiden skete der en ændring i min boligsituation, som gjorde at jeg gik fra at bo alene til at flytte sammen med en veninde. Det gjorde, at jeg automatisk blev forhindret i at have ædeflip og jeg begyndte at give lidt mere slip på min madkontrol. Dét gjorde så også, at jeg faktisk tog alle de 14 kg jeg havde tabt på igen, og det irriterede mig meget og det ærgrede mig. Det blev sommer, og jeg blev student, og jeg vejede for meget i forhold til hvad jeg selv synes var okay. Jeg vidste jo hvordan jeg havde set ud og hvordan jeg kunne se ud, men jeg var større end det ønske- og fortidsbillede. Det gik der måske et halvt år med, og så tog jeg mig sammen, spiste fornuftigt og dyrkede motion hver anden dag, tabte de fleste kilo igen på nogle måneder og sådan har det kørt lige siden. Jeg kom i øvrigt også i gruppeterapi for mine spisevaner, men på det tidspunkt havde jeg nogenlunde normale spisevaner – mere normale ind de havde været i lange tider..

Det korte af det lange er, at jeg bliver konstant ved med at genoptage madkrontrol samt motionskontrol for derefter at give slip og slappe af, ærgre mig over kiloene, tage mig sammen og tabe mig, for derefter at give slip igen og tage på. Det kører i ring, og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme ud af det. Jeg har alle dage været glad for mad, især bagermad, kager, chokolade og generelt søde sager. For godt og vel et år siden, da jeg så ud som jeg gerne vil se ud hele tiden, fik jeg en kæreste, og det har også fået mig til at slappe lidt mere af mht mad – dvs. Jeg har nu IGEN taget på. Det hjælper dog ikke, at han er lige så madglad som mig selv, for i de perioder, hvor jeg virkelig prøver at tage mig sammen, ender jeg altid med at falde i fordi det jo også er hyggeligt at lave god mad sammen og spise slik og se film som alle andre…… Og som sagt, jeg har også taget på igen, (igen igen igen….) og derfor går jeg for tiden også og samler energi til igen at tage mig sammen og smide dem…..! …igen

Der er helt sikkert mange der har det sådan, at de sidder fast i et ønske om at se godt ud og være slank, men samtidig elske mad og kalorierige ting, at det fraholder dem fra at se ud som de gerne vil.  Og sådan har jeg det også. Hvis jeg kunne skære hele min underkrop af og få en ny, havde jeg gjort det. Jeg hader ikke min krop som jeg har gjort, men jeg hader mine ben. Strækmærker på inderlår, yderlår, knæhaser og lægge, appelsinhud, samt uønsket mørk hårvækst har fået mig til at afsky mine ben og alt hvad der siddet under hoftehøjde. For nylig har jeg i øvrigt fået konstateret for lavt stofskifte, så som min læges ord var ’at mine hormoner er skæve i forhold til hinanden’, skal jeg nu videre til nogle hormonlæger med speciale på området. Jeg ved ikke hvad det betyder, men jeg ved, at jeg er bekymret.

Som sagt elsker jeg mad og jeg har en stor appetit, men jeg ved bare ikke, hvad jeg snart skal gøre. Jeg har ikke lyst til, at jeg resten af mit liv skal tabe mig 8-9 kilo hvert år, for at tage dem på et halvt år efter igen. For tiden går mine tanker på, om jeg mon skal kaste mig ud i et ’nyt’ projekt og træne koncentreret hen imod en markerert og tonet krop, og indtage en masse proteiner. Men jeg er bare bange for, at jeg havner i store mængder kage, som jeg plejer, når jeg lægger restriktioner på mig selv. Selvom jeg virkelig også spiser alt for meget slik, og kage nu…. Men jeg føler bare, at det er den eneste måde jeg kan spise godt og fornuftigt på:  altså hvis jeg har et mål. Drømmen ville være hvis jeg bare kunne spise normalt og forholdsvist sundt – uden at tage 2-3 store portioner, når jeg godt ved jeg er mæt efter én, og også lade være med at tage 6 små portioner fordi jeg simpelthen ikke kan styre mig – og så det bare kørte sådan altid, uden at det skulle gå SÅ meget op og ned for mig.

Jeg elsker at træne, jeg kan virkelig godt li’ det, og jeg kan godt li’ følelsen af at have brugt min krop samt den ’gode’ ømhed der følger med, når man også kan se resultater af mavebøjninger og løbetræningen. Men jeg er rigtig rigtig rigtig træt af at mine tanker skal dreje sig omkring mad og træning og hvordan jeg ser ud og ikke ser ud hele tiden. Men min krop afspejler mit humør – og det gør den altså. Maden jeg spiser afspejler mit humør. Jeg bliver ked af det og ærgerlig når jeg spiser dårligt, men det smager så godt, at jeg ikke kan lade være. Men jeg forstår bare ikke– når jeg ved, at jeg får det sådan – hvorfor jeg så ikke bare kan spise sundt og så EN GANG IMELLEM tage ét stykke kage og ikke fire, eller spise en halv pose slik og ikke to. HVORFOR ER DET SÅ SVÆRT?

Og undskyld at jeg har bombarderet dig med et mega langt brev med MINE problemer, når det slet ikke har noget med dig at gøre. Jeg tænkte bare – et spinkel håb på at få nogle værktøjer eller tankeøvelser (hvad som helst) der kunne hjælpe mig hen i en mere positiv retning, som det virker til at du er kommet. Får du aldrig lyst til at gå amok i kage? Og hvad gør du så? Kommer du nogensinde til at overspise? Og skyller den dårlige samvittighed og irritationen så ind over dig? Jeg har ikke lyst til at tælle kalorier, men det kan være det er vejen…? Og til sidst, jeg synes det er bemærkelsesværdigt, at jeg faktisk altid har spist som jeg gør nu, og aldrig haft en problem med det indtil jeg tabte de 14 kilo og lige siden har punket mig selv, når jeg i perioder ikke spiste sundt. Men nu VED hvordan jeg kan se ud. Men jeg GØR det ikke. Og DET går mig på.

ØV.

Jeg vil også bare leve mit liv og havde det sjovt, uden at mine tanker skal fyldes med skyld og dårlig samvittighed. Mere ØV.

Kærlige hilsner fra

XX

Follow
Older posts