En saftig vinder er fundet

Et råb om hjælp

I min indbakke lå denne mail fra en læser, som bad om min hjælp. Det er et flot og ærligt brev, som gjorde et stort indtryk på mig, for jeg kunne genkende mig selv i mange af beskrivelserne. For mig har det taget mange år at lede efter den ¨gyldne middelvej¨ og et mere afklaret forhold til mad og min krop, men det er en langsomlig proces (som ikke er helt i ¨mål¨endnu) . Jeg er af den overbevisning, at flere end vi tror, kæmper med samme problematikker. Af samme grund spurgte jeg, om jeg måtte udgive mailen her på bloggen. Åbenhed er i  mine øjne første skridt på vejen og højst sandsynlig, kan flere af jer nikke genkendende til problemstillingerne?

————–

Kære Lise.

Jeg skriver til dig, fordi jeg ikke ved, hvem jeg ellers skal skrive til.

De sidste tre år i mit liv har jeg haft spise issues og jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre ved det. Jeg prøver og prøver og prøver prøver og hver gang går det galt. Når jeg siger ’prøver’ mener jeg, at jeg prøver at spise sundt og normale portioner, men alt for ofte ender det ud i chokolade og kage hver dag, for meget hvidt brød med for meget smør, for så at kompensere ved at træne mere. Tit tænker jeg, at jeg virkelig ville have den flotteste og mest trænede krop, hvis jeg ikke spiste alt det lort jeg gør, fordi jeg  jo træner. Det er så bare ærgeligt at jeg træner for at kompensere og af ’nødvendighed’ i stedet for at ’forebygge’ som det er i andre perioder.

Men jeg skriver simpelthen til dig fordi jeg har tænkt på det i et stykke tid, og jeg har brug for, -tror jeg – at skrive ærligt om alt det her, for det fylder rigtig meget i mit hoved og jeg bliver ved med at punke mig selv for det hver evig eneste dag. Mine tanker kører konstant i dårlig sanvittighed på det dårlige mad jeg spiser, men som smager så godt, og så bliver jeg bare ved og ved og ved fordi ”nu startede ugen jo usundt ud, så kan jeg lige så godt køre sådan resten af ugen, og SÅ spiser jeg altå sundt fra på mandag!”

Det startede alt sammen med at jeg efter et breakup for tre (!) år siden begyndte at spise sundt og løbe hver anden dag og jeg opdagede, at jeg kunne kontrollere min vægt og min krop. Jeg smed 14 kg på tre måneder, og jeg elskede min nye krop og folks kommentarer og beundrende blikke. Det gjorde mig så høj. Efter tre måneder fik jeg tanken om, at jeg ville jo ikke blive tyk, hvis jeg bare spiste én smørstang (en hel). Så det gjorde jeg. Jeg åd mig igennem en halv og spiste så lidt mere og lidt mere, og lige pludselig gik det op for mig, hvad jeg havde gang i, så jeg kastede det op og løb en lang tur. Det er tre år siden nu, men den dag står bare så klart for mig, fordi den satte gang i alt det lort, der har forfuglt mig siden.

Den efterfølgende uge spise jeg igen sundt, som betød ingen stivelse, hverken brød, pasta, ris eller kartoftler, men masser af grønt, frugt og proteiner. Da weekenden kom skete det samme: jeg bevægede mig ned til bageren, købte wienerbrød til hvad der lignede til 5-6 mennesker, spiste det hele, kastede det op, løb en tur og tog måske nogle afføringspiller senere. Sådan fortsatte det i over et år, hvor jeg udadtil var den sunde løbe- og fitnesspige, som spiste rigtigt, men i al hemmelighed, havde jeg mine madorgier i weekenden. Jeg blev ved med at kaste det op og løbe lange ture efter, men efterhånden blev jeg træt af opkastningerne og besværet, at dem lod jeg være med. Afføringspillerne holdt jeg langsomt også op med, fordi jeg sjovt nok (det er slet ikke sjovt…) fik mavekramper, hedeture og skideanfald om natten og tidligt på morgenen. Alt det betød selvfølgelig, at selvom jeg spiste sundt i hverdagende, gjorde mine lørdags- eller søndagsorgier (nogle gange begge dage) at jeg tog på i vægt. Og jeg hadede det. Men det blev alligevel ved sådan, fordi jeg hver eneste søndag aften, sagde til mig selv, at ’fra i morgen, mandag, spiser du sundt’. Men når jeg nåede weekenden, kunne jeg ikke mere, og så gav jeg slip på kontrollen og spiste løs af det ’forbudte’. Den lortekontrol.

MEN så en søndag aften med ondt i maven og led og ked af den situation jeg havde bragt mig selv i weekend efter weekend, blev jeg så forbandet sur på mig selv og træt af mig selv, at jeg skrev i en bog, at fra nu af skulle det ikke ske mere nogensinde. Jeg var færdig med det. Slut og færdig! Jeg spiste sundt mandag til fredag. Lørdag og søndag tillod jeg mig selv at spise en hvid bolle med nutella – nogle gange to – og der røg også lidt slik og chokolade ned en gang imellem, men ellers også forholdsvis sundt lørdag og søndag. Det gik fint sådan i mange måneder. Vægten røg lidt op og ned (eller det vil sige, jeg vejede mig ikke mere, fordi jeg vidste jeg havde taget lidt på, og jeg gad ikke se på vægten når jeg vidste den ville være højere efter de dage hvor jeg havde spist lidt mere) Langsomt droppede jeg også min idé med at undgå al stivelse og jeg begyndte at spise mere som en normal person med plads til udskejelser uden at det var deciderede madorgier.

For at spole tiden tilbage til da jeg stadig havde mine madorgier og var virkelig led og ked af det, gik jeg en dag til lægen og fortalte, at jeg havde det rigtig rigtig dårligt, jeg fortalte om mine spisevaner og at jeg havde brug for hjælp. Jeg blev henvist til en psykiater, som jeg kom til samtale hos og udfyldte diverse spørgeskemaer om mine handlings- og tankemønstre. Desværre var der ventetid, så jeg måtte jo vente. Jeg anede ikke hvor længe, og jeg tror også lidt jeg havde droppet håbet om at komme til/tænkte at der nok ikke var blevet sat noget i gang alligevel, for jeg hørte ikke mere. I mellemtiden skete der en ændring i min boligsituation, som gjorde at jeg gik fra at bo alene til at flytte sammen med en veninde. Det gjorde, at jeg automatisk blev forhindret i at have ædeflip og jeg begyndte at give lidt mere slip på min madkontrol. Dét gjorde så også, at jeg faktisk tog alle de 14 kg jeg havde tabt på igen, og det irriterede mig meget og det ærgrede mig. Det blev sommer, og jeg blev student, og jeg vejede for meget i forhold til hvad jeg selv synes var okay. Jeg vidste jo hvordan jeg havde set ud og hvordan jeg kunne se ud, men jeg var større end det ønske- og fortidsbillede. Det gik der måske et halvt år med, og så tog jeg mig sammen, spiste fornuftigt og dyrkede motion hver anden dag, tabte de fleste kilo igen på nogle måneder og sådan har det kørt lige siden. Jeg kom i øvrigt også i gruppeterapi for mine spisevaner, men på det tidspunkt havde jeg nogenlunde normale spisevaner – mere normale ind de havde været i lange tider..

Det korte af det lange er, at jeg bliver konstant ved med at genoptage madkrontrol samt motionskontrol for derefter at give slip og slappe af, ærgre mig over kiloene, tage mig sammen og tabe mig, for derefter at give slip igen og tage på. Det kører i ring, og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme ud af det. Jeg har alle dage været glad for mad, især bagermad, kager, chokolade og generelt søde sager. For godt og vel et år siden, da jeg så ud som jeg gerne vil se ud hele tiden, fik jeg en kæreste, og det har også fået mig til at slappe lidt mere af mht mad – dvs. Jeg har nu IGEN taget på. Det hjælper dog ikke, at han er lige så madglad som mig selv, for i de perioder, hvor jeg virkelig prøver at tage mig sammen, ender jeg altid med at falde i fordi det jo også er hyggeligt at lave god mad sammen og spise slik og se film som alle andre…… Og som sagt, jeg har også taget på igen, (igen igen igen….) og derfor går jeg for tiden også og samler energi til igen at tage mig sammen og smide dem…..! …igen

Der er helt sikkert mange der har det sådan, at de sidder fast i et ønske om at se godt ud og være slank, men samtidig elske mad og kalorierige ting, at det fraholder dem fra at se ud som de gerne vil.  Og sådan har jeg det også. Hvis jeg kunne skære hele min underkrop af og få en ny, havde jeg gjort det. Jeg hader ikke min krop som jeg har gjort, men jeg hader mine ben. Strækmærker på inderlår, yderlår, knæhaser og lægge, appelsinhud, samt uønsket mørk hårvækst har fået mig til at afsky mine ben og alt hvad der siddet under hoftehøjde. For nylig har jeg i øvrigt fået konstateret for lavt stofskifte, så som min læges ord var ’at mine hormoner er skæve i forhold til hinanden’, skal jeg nu videre til nogle hormonlæger med speciale på området. Jeg ved ikke hvad det betyder, men jeg ved, at jeg er bekymret.

Som sagt elsker jeg mad og jeg har en stor appetit, men jeg ved bare ikke, hvad jeg snart skal gøre. Jeg har ikke lyst til, at jeg resten af mit liv skal tabe mig 8-9 kilo hvert år, for at tage dem på et halvt år efter igen. For tiden går mine tanker på, om jeg mon skal kaste mig ud i et ’nyt’ projekt og træne koncentreret hen imod en markerert og tonet krop, og indtage en masse proteiner. Men jeg er bare bange for, at jeg havner i store mængder kage, som jeg plejer, når jeg lægger restriktioner på mig selv. Selvom jeg virkelig også spiser alt for meget slik, og kage nu…. Men jeg føler bare, at det er den eneste måde jeg kan spise godt og fornuftigt på:  altså hvis jeg har et mål. Drømmen ville være hvis jeg bare kunne spise normalt og forholdsvist sundt – uden at tage 2-3 store portioner, når jeg godt ved jeg er mæt efter én, og også lade være med at tage 6 små portioner fordi jeg simpelthen ikke kan styre mig – og så det bare kørte sådan altid, uden at det skulle gå SÅ meget op og ned for mig.

Jeg elsker at træne, jeg kan virkelig godt li’ det, og jeg kan godt li’ følelsen af at have brugt min krop samt den ’gode’ ømhed der følger med, når man også kan se resultater af mavebøjninger og løbetræningen. Men jeg er rigtig rigtig rigtig træt af at mine tanker skal dreje sig omkring mad og træning og hvordan jeg ser ud og ikke ser ud hele tiden. Men min krop afspejler mit humør – og det gør den altså. Maden jeg spiser afspejler mit humør. Jeg bliver ked af det og ærgerlig når jeg spiser dårligt, men det smager så godt, at jeg ikke kan lade være. Men jeg forstår bare ikke– når jeg ved, at jeg får det sådan – hvorfor jeg så ikke bare kan spise sundt og så EN GANG IMELLEM tage ét stykke kage og ikke fire, eller spise en halv pose slik og ikke to. HVORFOR ER DET SÅ SVÆRT?

Og undskyld at jeg har bombarderet dig med et mega langt brev med MINE problemer, når det slet ikke har noget med dig at gøre. Jeg tænkte bare – et spinkel håb på at få nogle værktøjer eller tankeøvelser (hvad som helst) der kunne hjælpe mig hen i en mere positiv retning, som det virker til at du er kommet. Får du aldrig lyst til at gå amok i kage? Og hvad gør du så? Kommer du nogensinde til at overspise? Og skyller den dårlige samvittighed og irritationen så ind over dig? Jeg har ikke lyst til at tælle kalorier, men det kan være det er vejen…? Og til sidst, jeg synes det er bemærkelsesværdigt, at jeg faktisk altid har spist som jeg gør nu, og aldrig haft en problem med det indtil jeg tabte de 14 kilo og lige siden har punket mig selv, når jeg i perioder ikke spiste sundt. Men nu VED hvordan jeg kan se ud. Men jeg GØR det ikke. Og DET går mig på.

ØV.

Jeg vil også bare leve mit liv og havde det sjovt, uden at mine tanker skal fyldes med skyld og dårlig samvittighed. Mere ØV.

Kærlige hilsner fra

XX

Follow

14 kommentarer

  • a

    Det gør virkelig ondt at læse, for jeg kan SÅ godt relatere til mange af de tanker hun har. Jeg har selv tabt mig præcist 14 kg siden oktober sidste år, og har aldrig været så tilfreds med min krop som lige nu. Jeg spiser for det meste sundt, men sidder fast og fanget i et tankespænd hvor jeg konstant tæller kalorier og procenter, og det eneste tidspunkt jeg slipper for dårlig samvittighed er når jeg går i seng og kan mærke min mave rumle, fordi den ikke har fået den mængde mad den har krævet den pågældende dag.
    Jeg kender skyldfølelsen når man en sjælden gang slapper af og slipper tankerne om fedtet og kalorierne omend jeg kun få gange selv har kastet op, da jeg simpelthen synes det er forfærdeligt.
    Jeg har ofte overvejet at søge hjælp eller snakke med nogen, men er bange for at miste kontrollen og at tage på – for det har været en sej kamp at tabe mig og er ved at græde bare jeg har taget et halvt kg på.
    Derudover tror jeg at hun sidder med det samme problem som jeg, da jeg simpelthen ikke ved hvad vi fejler? Jeg lider hverken af anoreksi, bulimi eller overspisning, og heller ikke ortoreksi da jeg ikke dyrker motion. Så jeg ved virkelig ikke hvor jeg skal søge hjælp, eller hvem jeg skal snakke med?!
    Men dét sagt, er det beroligende og skønt at vide at andre sidder med samme følelser indeni!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • J

    Hvor er det befriende med det indlæg, og at læse denne mail som til punkt og prikke kunne være skrevet af mig selv. ALT lige fra den svingende vægt, frustrationerne, det at hade sin underkrop (jeg troede jeg var den eneste der hadede mine ben – synes altid piger hellere vil tabe sig på maven), det at være fuldstændig besat af maden til egentlig bare gerne at ville kunne leve ubekymret og være glad. Mit største ønske er ikke længere at skulle tabe sig, men hellere at acceptere mig selv som jeg er og hvile i den krop jeg nu har og fokusere på anden end min krop og mad. Og dette indlæg kunne ikke komme bedre timet. Jeg har netop i dag været så trist og haft store frustrationer over min krop og vægttab. For kun et par timer siden sad jeg og googlede spiseforstyrrelser, men som A skriver i sin kommentar er der ingen “diagnose” på det de fleste piger måske “fejler”. Jeg lider heller ikke hverken af anoreksi, ortoreksi, bulimi eller overspisning selvom jeg har “symptomer” inden for alle felterne synes jeg. Der mangler fokus på dette område som så mange unge kæmper med, og som kun bliver mere og mere udbredt i forhold til dette sundhedshysteri der kører i samfundet for tiden.
    Tak for at tage emnet op!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Britt

    Hvor er det bare en flot og ærlig mail! Jeg sidder og kan genkende så meget fra mig selv. Jeg kæmper selv med at blive fri af anoreksi, men på mange måder kan jeg se mig selv i det, hun skriver. Anoreksi forbinder folk ofte med ikke at spise noget, og sådan er det også meget af tiden, men jeg har også oplevet det med overspisningerne, opkast og afføringspiller. Det er ikke sjovt.. Faktisk er det noget af det værste, man kan gøre ved sig selv psykisk. Jeg håber sådan, at vedkommende, der har skrevet det her snart kommer dertil, hvor hun kan spise normalt og holde en stabil vægt. Jeg er selv kommet rigtig langt i forhold til min spiseforstyrrelse, og det er virkelig en kæmpe lettelse at ligge noget af den kontrol! Og så skal hun vide, at hun ikke er alene med de tanker.

    Mvh Britt

    http://madenerikkedinfjende.wordpress.com – blog om MAD og SPISEFORSTYRRELSE

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg vil bare gerne takke læseren for at hun gav dig lov at udgive brevet – jeg tror det der sker inde i hovedet på mange kvinder i større eller mindre grad, inklusive mig selv. Vi jagter alle den perfekte krop – for hvem? For os selv, for vores veninder, vores partner? Jeg tror ikke nødvendigvis man bliver lykkeligere af at tabe de sidste tre kilo – men jeg tror bestemt på at man bliver lykkelig af at være tilfreds med sin krop, og det handler om at finde dét punkt – og så lære et regulere kost- og motionsvaner derefter. Det er i. Ert fsld det jeg arbejder på, og efterhånden føler at jeg er nået langt med 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • N

    Kære XX
    jeg har også overspist nærmest hele mit liv. Jeg blev nærmest bare aldrig tilfreds. Hvis der var mere kage, flere chips, mere chokolade tilbage så åd jeg det! Jeg åd en pose chips næsten hver aften, fik altid et eller andet usundt i løbet af dagen. Jeg brugte mine lommepenge på slik da jeg var lille. Jeg har altid været lidt større end de andre, men ikke mere end almindeligt buttet, men så fandt jeg en kæreste… Han er kok og jeg tog virkeligt på det første år. Jeg endte på 96 kg, str 44-46.

    Min “udvej” var at tælle kalorier. Jeg er normalt ret pligtopfyldende, holder hvad jeg lover.. Og hvis shapeup fortæller mig at nu skal jeg stoppe med at spise, så gør jeg det ;).. Jeg har ikke været på vægten endnu (venter lige til jeg er helt færdig) men jeg er nu en str. M, 38 og jeg sidder desuden lige i øjeblikket med en pakke mini skildpadder med god samvittighed.

    Jeg ved ikke om det er løsningen for dig, men for mig gjorde det virkeligt den helt store forskel 🙂 Jeg spiser ikke overdrevet sundt fordi jeg ved det ikke holder resten af mit liv. Jeg vil aldrig kunne leve uden stegt flæsk, chokolade eller hvidt brød, jeg har bare lært at skære ned på det.
    Usundt mad smager bare tusinde gange bedre når man ved at man godt må 🙂

    Men i bund og grund er det vigtigste at man har det godt med sig selv og så kan det være ligemeget om man er en s eller xl. Man skal ikke gå så meget op i hvad alle eksperterne siger man skal gøre i forhold til kost og motion, gør hvad du føler der er rigtigt for dig 🙂 Hvis det rigtige for dig er at du starter dagen med en nutella mad, så gør det da 🙂

    Der er faktisk undersøgelser som viser at folk som er ensomme og som ikke har meget interaktion i livet er mere usunde og har større risiko for sygdomme og tidlig død, end de som ryger 15 smøger om dagen, er overvægtige og alkoholikere! Så nyd da livet og gør det som gør dig glad 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Det kunne lige så godt være min historie. Sundhed er balance, men det er svært når man har “alt eller intet”-mentalitet og mængder ikke er en begrænsning. Jeg spiser til der ikke er mere. Udrydder. Så jeg kan begynde på en frisk dagen efter. Normalt spiser jeg sundt, men hvis jeg så først begynder på en af mine veto-varer (kulhydratrige), så kører bussen. Jeg kan spise et helt franskbrød eller tømme posen med havregryn.

    Det ville virkelig også hjælpe mig at få nogle værktøjer til at stoppe mig selv. Jeg har lært at jeg skal afbryde mig selv, gå en tur, tegne eller ringe til en. Det er vist det eneste råd jeg kan give videre, omend det ikke er særligt holdbart. Jeg spiser når jeg keder mig, så jeg prøver at undgå at kede mig. Og være sammen med mennesker, for jeg kunne aldrig finde på at spise sådan foran andre. Jeg er flov over mig selv, og skammer mig når jeg kan se på folk, at de undrer sig over, at jeg ikke er helt tynd, når jeg altid spiser så eksemplatisk…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kathrine

      Jeg kan se mig selv i alt det du skriver Katrine! Jeg spiser sundt normalt, ingen slik osv, men når der ryger noget bestemt mad ind efter skole, så ryger der meget ned af det- også selvom jeg er mæt. Jeg har præcis ligesom dig problemer med de skide havregryn. Specielt når de bliver spist ovenpå yoghurt…

      Har du snakket med nogle om det? Hvis ja, har det så hjulpet? For jeg kan ikke klare det mere, jeg føler mig fed konstant, og efter en overspisning er min mave næsten dobbelt størrelse, og så føler jeg mig endnu mere fed…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puh, det var skræmmende læsning. Jeg får helt ondt i maven.

    Lise, det kunne være spændende at læse dit svar retur.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Hej XX

    Pyha, som mange af de andre også skriver så kan jeg virkelig nikke genkendende til meget af det du skriver. Rigtig flot beskrevet med alle de tanker du går med.
    Det er rigtig rart at læse, at man ikke er ene med de tanker. Jeg kan også gå en uge og være helt eksemplarisk og spise som jeg skal, men hvis jeg så pludselig bliver ramt af en speciel følelse, så SKAL jeg bare have noget. Og så kan jeg bare ikke stoppe med at spise før jeg har ondt i maven og sure opstød.

    Tak fordi du offentliggjorde din mail – det har i hvert fald hjulpet mig 🙂

    – Sofie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • H...

    Puha det var et hårdt brev at læse! Sidder med gåsehud og tårer i øjnene, men er samtidig så glad for, det er blevet offentliggjort – det er både rart og utrolig skræmmende, at der er så mange andre, der sidder med de samme problemer som jeg selv!
    Jeg er en pige i starten af 20’erne, som lige så længe, jeg kan huske, har kæmpet med tanker om vægt, mad, kalorier og hvor tyk, jeg var. Jeg var en af dem, der blev først udviklet, og har også været lidt halvbuttet med runde kinder, da jeg var mindre (men på ingen måde overvægtig)! Jeg har været på suppekure, talt kalorier, 3-dages kure, you name it!
    Jeg er ganske normaltvægtig, og i min omgangskreds er jeg kendt for at være den sunde fitnesspige, der altid takker nej til kage. MEN hvis de bare vidste, hvor gerne jeg ville kunne spise det stykke kage foran andre UDEN at få dårlig samvittighed og selvlede bagefter. At jeg så kan gå hjem og spise en pakke havregryn og et helt glas peanut butter (og alt andet i skabet), er der ikke nogle, der ved.
    Jeg HADER, at mit humør skal afhænge af min mad og træning. Jeg har det godt, når jeg lever helt asketisk og træner, men når jeg så slipper kontrollen og æder alt inden for rækkevidde, præges mit humør af selvhad og depression! Når jeg så spiser “sundt”, går jeg hele tiden og er bange for, hvornår det næste ædeflip kommer.
    For en halvanden års tid siden eskalerede det, og jeg begyndte at kaste op efter mine ædeflip. Det sker ikke tit, men det bliver oftere og oftere. Så jeg tog mod til mig, fik en henvisning af lægen og skal snart starte i terapi (de kalder det bulimi, men ved ikke hvad jeg selv vil kalde det).
    Samtidig kan jeg dog ikke slippe tanken om, at der ikke er noget galt. Jeg er ikke ved at dø af sult, jeg fungerer fint socialt og med studiet, og jeg synes, det er helt forrykt, jeg går amok i mad for så at frastøde det igen, når så mange af verdens befolkning sulter! HVORFOR KAN JEG IKKE BARE STOPPE?! Men jeg HAR et problem, og jeg har fundet ud af, jeg skal have noget hjælp. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får et normalt forhold til mad, men jeg håber og tror inderligt på, det kan komme til at fylde mindre.
    Tusind tak for at have givet mig så meget stof til eftertanke! Det blev en lidt lang smøre, men hvor er det dog dejligt at skrive om det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh hvor hun bare rammer hovedet på sømmet ! Jeg har dog aldrig været så langt ude at jeg kastede op eller tog afførings piller, men den cirkel af “tage-sig-sammen” og “fuck-det-hele, så kan det os bare være ligemeget” kender jeg kun alt for godt ! Min vægt har i hele mit voksne liv svinget fra 50 kg til godt oppe i 70’erne… den er aldrig stabil og jeg tror aldrig den bliver det…
    Hvad har du svaret ?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] kvinder vil føle sig ramt af det. Men så bragte Lise et virkelig uhyggeligt og tankevækkende brev fra en læser, som, jeg synes, var virkelig svært at læse. Især fordi det efter kommentarfeltets […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • The S

    Jeg er godt nok helt vildt skræmt over hvor meget det brev beskriver min egen situation. Jeg kan relatere til det hele. Endnu mere skræmmende synes jeg det er, at læse nedstående kommentare fra andre, som også har det på samme måde.
    Kort fortalt har jeg altid været en buttet pige, og virkelig ked af min krop. Jeg har altid spist for meget, og alt for meget af det forkerte. Motion har aldrig interesseret mig, da jeg følte mig for tyk og ikke kunne følge med uden at være ved at dø fordi det var så hårdt.
    Da jeg blev omkring 16 år begyndte jeg at gå nogle rigtig lange ture med mine hunde, (jeg har inden da aldrig gidet gå med dem, og gik måske højst 5 min med dem). Efter et par måneder begyndte jeg at tabe mig stille og roligt, og jeg kan tydeligt huske at jeg fik utrolig mange komplimenter for mit vægttab den nytårs aften. Efter dette fik jeg for alvor blod på tanden. Jeg begyndte at søge på nettet efter slankekure, og faldt over en kur hvor man skulle indtage omkring 800-900 kcal om dagen. Alt for lidt, og alt for dårligt fordelt da det stort set kun bestod af frugt og grøntsager, altså ingen protein. Jeg vidste dog ikke bedre, og begyndte derfor på kuren. Samtidig meldte jeg mig ind i et fitness center, og motionen tog for alvor fat.
    I løbet af det næste halve år tabte jeg mig stødt. Sommeren, hvor jeg fyldte 18 år, var jeg pludselig gået fra buttet til slank/tynd. Det var en hel vild mærkelig følelse pludselig at kunne tage ud og prøve tøj (primært bukser) uden at få det skidt, og for første gang i mit liv gik jeg også med stram bluse og stramme bukser samtidig. Denne sommer møder jeg dog også en fyr, som bliver min kæreste. Da vi bliver kærester, og senere flytter sammen, går der også hygge og lidt for god mad i den. Jeg tager derfor lidt på igen, men da julen nærmer sig beslutter jeg mig for at tage min træning og kost seriøst igen. Denne gang ved jeg dog meget mere om kost og motion, og fokusere derfor på flere proteiner og styrketræning. I marts 2011 sker der nogle ting i mit liv, som gør at jeg går helt ned med flaget. Jeg begynder for alvor at sætte ind på kost og motions fronten, og det begynder at styre mig fuldstændig. Det er så ekstremt at jeg flere gange melder mig syg fra arbejdet blot for at kunne træne lidt mere. Jeg trænede gerne 2 gange om dagen + udendørs motion såsom cykling, gåture og rulleskøjter. Jeg var konstant styret af dårlig samvittighed og tanker omkring mad. Jeg husker specielt en gang, hvor jeg havde spist et stykke chokolade kage hvor efter jeg fik det så skidt at jeg løb op og ned af vores bagtrappe til jeg ikke kunne mere. Udover dette har jeg også kastet usund mad op og derefter dyrket motion. Senest for en uge siden hvor jeg spiste noget slik. Jeg straffer mig selv med usund mad og overspisning når jeg f.eks. har det skidt eller ikke føler mig optimal. Bagefter overvældes jeg af dårlig samvittighed og bliver desperat for at spise sundt og dyrke motion. Det er sket igen idag. Jeg har netop været ude og gå og forbrændt 300 kalorier, kl 23 om aftenen fordi jeg har spist småkager og chokolade skildpadder idag. Mine tanker er konstant kredset omkring mad, motion og dårlig samvittighed. Jeg kan relatere 100% til alt hvad XX skriver.
    Da jeg var aller tyndest vejede jeg 50 kilo, men kunne ikke selv se det. når jeg ser på billeder nu, tænker jeg at jeg jo havde min drømmekrop. Nu har jeg taget 6 kilo på og kan ikke klare synet af min egen krop. Når jeg har det sådan går jeg kun i oversize tøj og jeg kigger mig ikke i spejlet nøgen eller med stramt tøj. Jeg har over 500 billeder liggende på min telefon, som jeg har taget af min krop, som en slags straf og for at blive mindet om hvor “slemt det er”. Det er også min underkrop, som er mit største issue.
    Jeg har 22 noter på min iphone hvor jeg nøje har skrevet op hvad jeg skal spise, og hvor meget jeg skal træne, alligevel ender jeg altid med at ødelægge det når dagen kommer, da jeg overspiser fordi jeg bliver frustreret over mig selv.
    Alt dette påvirker på alle måder også mit humør, og jeg kan blive ude af mig selv, hvis jeg ikke har kontrol over mit mad indtag og motion.

    Alt jeg ønsker er at slippe kontrollen, og kunne spise og leve normalt. jeg er træt af konstant at skulle tænke på hvad og hvor meget jeg har spist ift hvor mange kalorier jeg må få, i stedet for at spise normalt, dyrke normal motion og dermed ikke skulle bekymre sig. Min vægt svinger en del, og da det var slemmest gik det også rigtig meget udover mine sociale relationer. Nu er jeg dog gået over i den omvendte situation, hvor jeg konstant prøver at overbevise mig selv og folk omkring mig om at jeg da sagtens kan spise hvad jeg vil og i de mængder jeg vil.

    Jeg undskylder for mit lange indlæg, men jeg havde brug for at fortælle at jeg er endnu en ung kvinde, som også lider under det.
    Jeg håber at der er en løsning og ende på det for os alle sammen!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En saftig vinder er fundet