Et råb om hjælp

Mit svar til XX

 

Lise Transbøl Corey

Hvor er jeg glad for, at I har taget så godt i mod indlægget i går og bekræftet formodningen om, at der er mange der lever i det skjulte med samme svære problemstillinger. Med til historien hører selvfølgelig også mit/mine svar, men jeg syntes brevet skulle have lov til at stå alene først. Jeg er jo ikke ekspert eller behandler så min respons står for egen regning og kun baseret på egne (sure) erfaringer.

……..

Kære XX

Så har jeg lidt mere tid til, at få skrevet et ordentligt svar til dig. Som jeg skrev i min sidste mail, så kan jeg sagtens kende mig selv i din beskrivelse. Jeg tror bare, du har den klare fordel, at være kommet en del længere i din erkendelse, end jeg var i samme alder. Det er et super flot og ærligt brev du har skrevet – jeg kunne faktisk godt have lyst til at udgive det på bloggen, hvis du var ok med det ? (altså uden dit navn). Jeg tror nemlig,
at rigtigt mange unge piger/kvinder kan nikke genkendende til dine problematikker.

Første gang jeg tog meget på, var da jeg var 17 år pga en stor kærestesorg – Den vægt fik jeg smidt igen, da jeg var færdig med gymnasiet – for så bare at tage den på igen – hver dag efter arbejdet kørte jeg ind og købte store mængder slik – så vægten røg hurtigt op igen. Og siden den tid kørte det så op og ned. Perioder med afsavn og andre med spis-løs. På intet tidspunkt var jeg rigtigt glad for min krop, men maden blev brugt som trøst, som hygge –  den var min bedste ven og værste fjende. 

Spoler mange år frem her…børnefødsler og mere op og ned…..Først gennem kalorietællingen og en ordentlig sammensætning af maden lærte jeg en masse og langt om længe kunne jeg tabe mig og holde vægten rimeligt stabil – jeg skejer ikke ud, som jeg gjorde før i tiden. Men jeg taber mig heller ikke mere, og hvis jeg bare spiser en anelse mere begynder vægten at gå op igen. Det har været lidt frustrerende, at alternativet var at veje og tælle resten af livet, men jeg kunne ikke se andre muligheder.

Men så dukkede Jon Gabriels interview op her for ganske nylig, og jeg synes, det giver rigtigt mange svar, gode råd og en vej videre. Jeg har købt e-bogen – den giver lidt mere information, men essensen får han frem i interviewet. De sidste par uger har jeg spist efter hans råd om mere ¨levende mad¨, mere omega-3 og mere protein – og lyttet til visualiseringen. Stillet både køkken- og badevægten væk det næste stykke tid. Det hele hænger jo sammen og det er derfor fantastisk at kunne se det i en sammenhæng – Kemien i kroppen, den næring vi giver den og de tanker vi sender på det bevidste og ubevidste plan. Det tiltaler mig også, at man i stedet for at fjerne ting fra kosten, i stedet skal lægge til. Det giver en helt anden positiv indstilling. Og der er også plads til at spise af det  ¨syndige¨ – men jeg mærker allerede, at man har mindre lyst, når kroppen er i balance. Så det gælder om at finde ¨derhen¨ – hvor vi er mere i balance uden at presse os selv dertil, men ved at samarbejde med kroppen på flere plan. Overdreven træning sender fx samme stress-signaler i kroppen, så man kan altså heller ikke presse sig selv gennem motion til den perfekte krop. Der kan jo også være dybere liggende dårlige oplevelser og psykiske faktorer, der påvirker vores forhold til mad, så der er det også vigtigt at være klar til at arbejde med, hvad der kommer op og ikke lade maden eller vægten blive et symptom.

Lad mig endelig høre hvilke tanker du gør dig

Hilsner og mange tanker fra

Lise

………………..

Hej igen XX

Jeg tror, at mad og at putte i munden er stærkt forbundet med omsorg, at føle sig elsket og vores første næring. Problemet er bare, at er der et tomt hul, så hjælper det ikke, hvor meget mad vi end putter i det. Tværtimod bliver cirklen mere ondsindet, jo mere man spiser. Men som du skriver kan det være så svært, hvis hovedet godt er klar over det, men kroppen bare kører sit eget løb.

Det kan være svært at få styr på alle følelserne, men vi kan komme langt med en forståelse for hvad den mad vi putter i os gør på sigt – At sukkeret fx faktisk GØR os afhængige og at smagsforstærkere GØR at vi får lyst til mere Har du set ? http://www.hungryforchange.tv/book-free-screening – Den ligger der til i morgen – og giver mange gode input og svar.

Du spørger om, jeg nu accepterer min krop og vægt – og jeg vil svare, at jeg aldrig har været så tæt på, at kunne sige ja – Altså, aldrig i mit liv har jeg været mere tilfreds.Jeg ved ikke, om det sidste kommer, eller om der altid vil være en lille rest. Men der ligger tre plader chokolade plus drengenes ¨slik-skål-slik¨ i skuffen og det rører mig ikke 🙂 Og jeg har det fint i fitness, hvor der er spejle alle vegne og overvågningkameraer Det var ikke gået bare for et par år siden.

Jeg mener stadig, at din mail ville kunne hjælpe andre – og at jeg er sikker på, at andre vil kunne kende dem selv i din historie. Så hvis du har lyst (du skal ikke føle dig presset – kun hvis du har lyst) så må du gerne redigere de personlige ting væk og jeg kan udgive den – tænk over det.

Mange hilsner fra Lise

—–

Hej XX

Det glæder mig, at du er med på at udgive den – Regner med at lægge den på over week-enden. Jeg tror stadig, at der er flere end du tror, der har det på samme måde. Ikke at det hjælper i sig selv at vide, men man føler sig måske lidt mindre alene. Har man een gang haft et belastet forhold til mad, så vil man nok aldrig helt slippe helt af med det igen. Men man kan helt sikkert lære at leve på en måde, som er mere omsorgsfuld og mindre skadelig for en selv. Og det kommer til at fylde mindre – tro mig!

Lad mig endelig høre, hvordan det går med dig

Mange tanker fra Lise

Follow

6 kommentarer

  • Det, synes jeg, var nogle fine og kærlige svar, Lise. Thumbs up, herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • detskalsmageafnoget

      Takker Jane – Ja de var jo ikke skrevet med udgivelse for øje, men når xx var modig nok til at udgive, så måtte jeg jo følge trop 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • britt

    Rigtig gode svar Lise. Dejligt at se, at du bruger lidt tid på at svare, selvom du sikkert har meget andet at bruge din tid på. Det viser rigtig meget. Kom endelig med flere af den slags lidt anderledes indlæg også!

    http://madenerikkedinfjende.wordpress.com – blog om MAD og SPISEFORSTYRRELSE

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • detskalsmageafnoget

      Tusinde tak Britt – Jamen jeg blev meget berørt af mailen, så det gav ligesom sig selv 🙂 Og dejligt at det blev taget så godt imod, for det var en anelse grænseoverskridende at udgive.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes, det er SÅ fantastisk at du tager et emne som dette op under din blog, så der kan komme mere opmærksomhed omkring “spiseforstyrrelser” – for det er dette jo også. Selv er jeg ude i den periferi af folk som tager det lidt for langt, og har lidt af anoreksi i flere år, og kæmper nu en hård kamp for at komme ud af spiseforstyrrelse igen. Og ja, det er hårdt ikke kun fordi det er en hårdhudet sygdom, men fordi det er så svært at snakke om, da folk på en måde er “bange” for at tage emner op. Derfor vil jeg bare igen, sige at jeg beundrer dig for at bruge din blog (som jo bliver læst af en del) til at berøre emner som disse.

    xxoo, Amelia
    blog om spiseforstyrrelser! weweremeanttosparkle.wordpress.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • detskalsmageafnoget

      Det er jeg rigtigt glad for, at du synes Amelia! Det er jo en svær balancegang, for jeg har ikke så mange løsninger i ærmet. Kun hvad der har virket for mig, og jeg har jo så heldigvis kun haft en snært i sammeligning med hvad du og andre går i gennem. Stor respekt fra mig til dig for den kamp du kæmper! Jeg er dog sikker på at åbenhed er et stort skridt på vejen!

      Mange tanker fra Lise

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et råb om hjælp