November i billeder

Gæsteblogger: Kosten hos zoneterapeuten

Vi er mange der søger efter sundhed, energi, velvære og en ideel kropsvægt – vejene dertil er utallige, og man kan ind i mellem nå at blive rigtigt forvirret. Der er ingen endegyldige svar som passer på alle. Løsningen må være at mærke efter, hvordan kroppen reagerer. En sådan tilgang kan du finde her hos gæsteblogger zoneterapeut Bente , som jeg hermed giver ordet til:

…………….

Når jeg modtager klienter i min klinik, er der mange, der tror, at det kun handler om fødder. Men zoneterapi handler om mere end den behandling og afbalancering, jeg giver gennem fødderne. Det handler også om måske at være villig til at ændre livsstil og kostvaner. Jeg spørger ind til, hvad mine klienter spiser og beder dem føre en kostdagbog over et par dage. Under de første par besøg, har vi så en dialog omkring kost, og hvad kosten betyder for helbredet. Der kan være mange indgangsvinkler til sund kost. Skal man spise stenalderkost? Mad efter diverse kostguru’er? Efter sundhedsstyrelsens anbefalinger? Efter proteinkuren? Efter sin blodtype? Osv. osv.

I min klinik har jeg valgt at tage udgangspunkt i syre-basebalancen. Det er nemlig sådan, at hvis du gennem årene spiser en overvægt af syredannende kost, så vil kroppen begynde at ophobe syren, og det kan give symptomer som hovedpine, muskel- og ledsmerter, infektioner, bindevævssygdomme, gigt, hormonelle problemer, oppustethed og andre ting. Langt de fleste spiser en overvægt af syre-baseret mad, og en ændring af fordelingen på tallerkenen til 80% base og 20% syre kan gøre underværker for din fysiske tilstand.

Og hvilke fødevarer er så henholdsvis base- og syredannende?

Syredannende fødevarer: Næsten alle kornsorter og kornprodukter, ærter, majs, tørrede bælgplanter, linser, bønner, kikærter, nogle nødder, de fleste oste, smør, fedt og olie, alt kød og fisk, sukker og alkohol.

Basedannende fødevarer: Næsten alle frugter og grøntsager, tofu, mælkeprodukter, hørfrø, hirse, tang, gedeost, grønne juicer, grøn te, urtete, rosiner, kokosnødder og dansk vand.

Udover at tænke på, hvad du spiser, er det også vigtigt, at kroppens udrenseorganer er i balance. Kroppen kan udskille syre via lunger, nyrer, hud, tarme og livmoderen. Det giver altså rigtig god mening at lave åndedrætsøvelser (yoga, meditation) og dyrke motion. Du skal drikke rigeligt vand til nyrerne, og du skal behandle din hud ordentligt. Det er ikke lige meget, hvilke cremer huden påsmøres. Eller hvilke syntetiske stoffer, du går klædt i. Huden skal kunne ånde. Og har du et arbejde, hvor hænderne ofte kommer i kontakt med rengøringsmidler eller andre kemikalier, så er det på med handskerne. Tarmene beskyttes via den kost, du spiser, og samtidigt er det vigtigt, at gå regelmæssigt på toilettet! Og til sidst for kvinderne – din menstruationscyklus kan sige noget om den kost, du spiser. Ofte kan en kostændring gøre en uregelmæssig cyklus regelmæssig!

Hvis du starter en kostændring i forhold til syre-base balancen, skal du først skrive ned, hvordan du har det. Er du oppustet, har hovedpine, nattesved, søvnproblemer, humørsvingninger eller allergi? Hvor længe kan du kan holde vejret, og hvor ofte du trækker vejret på 1 minut? Din vægt, energiniveau? Brug evt. en skala fra 1-5. Spis 80% base og 20% syre ved alle måltider i mindst 6-8 uger og registrer igen på skalaen, hvordan du har det. Du vil blive overrasket!

Det er aldrig nemt at lave radikale ændringer. Start eventuelt i faser. Først væk med overflødigt sukker, og herefter mindre brød, ost og kød. Søg inspiration til lækre opskrifter i bøger og på nettet. Lad være med at veje og måle alt for meget – se på tallerkenen til alle måltider!

Og lad så zoneterapeuten tage sig af arbejdet på dine fødder.

Med venlig hilsen

Bente Rasmussen
FDZ Zoneterapeut
www.b-zone.dk

 

Follow

1 kommentar

  • Tania

    Selvom der er elementer af syre/base-principperne, der er i tråd med de officielle anbefalinger, er der så vidt jeg er orienteret ingen videnskabelig evidens bag syre/base-kosten (eller blodtype-kosten). Mvh en Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed med speciale i Human Ernæring.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

November i billeder