Yndlings snack for tiden

Et råb om hjælp Vol.2

 

De faste læsere af bloggen vil huske den mail, jeg fik fra en læser, som beskrev en ond cirkel, som rigtigt mange unge kvinder føler sig fanget i. Personligt kunne jeg genkende mange af problematikkerne. Kommentarfeltet viste også tydeligt, at XX ikke er alene i sin kamp. Senest er der kommet yderligere en meget lang og ærlig kommentar fra en anden læser, som jeg bliver nødt til at rykke op som indlæg. Det understreger endnu en gang, hvor vigtigt det er, at vi ikke er for hårde ved os selv. Hvor vigtigt det er, at vi tager hånd om vores sundhed på en skånsom måde – og hvor meget lettere sagt end gjort det er……

………

Jeg er godt nok helt vildt skræmt over hvor meget det brev beskriver min egen situation. Jeg kan relatere til det hele. Endnu mere skræmmende synes jeg det er, at læse nedstående kommentare fra andre, som også har det på samme måde.

Kort fortalt har jeg altid været en buttet pige, og virkelig ked af min krop. Jeg har altid spist for meget, og alt for meget af det forkerte. Motion har aldrig interesseret mig, da jeg følte mig for tyk og ikke kunne følge med uden at være ved at dø fordi det var så hårdt. Da jeg blev omkring 16 år begyndte jeg at gå nogle rigtig lange ture med mine hunde, (jeg har inden da aldrig gidet gå med dem, og gik måske højst 5 min med dem). Efter et par måneder begyndte jeg at tabe mig stille og roligt, og jeg kan tydeligt huske at jeg fik utrolig mange komplimenter for mit vægttab den nytårs aften. Efter dette fik jeg for alvor blod på tanden. Jeg begyndte at søge på nettet efter slankekure, og faldt over en kur hvor man skulle indtage omkring 800-900 kcal om dagen. Alt for lidt, og alt for dårligt fordelt da det stort set kun bestod af frugt og grøntsager, altså ingen protein. Jeg vidste dog ikke bedre, og begyndte derfor på kuren. Samtidig meldte jeg mig ind i et fitness center, og motionen tog for alvor fat.

I løbet af det næste halve år tabte jeg mig stødt. Sommeren, hvor jeg fyldte 18 år, var jeg pludselig gået fra buttet til slank/tynd. Det var en hel vild mærkelig følelse pludselig at kunne tage ud og prøve tøj (primært bukser) uden at få det skidt, og for første gang i mit liv gik jeg også med stram bluse og stramme bukser samtidig. Denne sommer møder jeg dog også en fyr, som bliver min kæreste. Da vi bliver kærester, og senere flytter sammen, går der også hygge og lidt for god mad i den. Jeg tager derfor lidt på igen, men da julen nærmer sig beslutter jeg mig for at tage min træning og kost seriøst igen. Denne gang ved jeg dog meget mere om kost og motion, og fokusere derfor på flere proteiner og styrketræning. I marts 2011 sker der nogle ting i mit liv, som gør at jeg går helt ned med flaget. Jeg begynder for alvor at sætte ind på kost og motions fronten, og det begynder at styre mig fuldstændig. Det er så ekstremt at jeg flere gange melder mig syg fra arbejdet blot for at kunne træne lidt mere. Jeg trænede gerne 2 gange om dagen + udendørs motion såsom cykling, gåture og rulleskøjter. Jeg var konstant styret af dårlig samvittighed og tanker omkring mad. Jeg husker specielt en gang, hvor jeg havde spist et stykke chokolade kage hvor efter jeg fik det så skidt at jeg løb op og ned af vores bagtrappe til jeg ikke kunne mere. Udover dette har jeg også kastet usund mad op og derefter dyrket motion. Senest for en uge siden hvor jeg spiste noget slik. Jeg straffer mig selv med usund mad og overspisning når jeg f.eks. har det skidt eller ikke føler mig optimal. Bagefter overvældes jeg af dårlig samvittighed og bliver desperat for at spise sundt og dyrke motion. Det er sket igen idag. Jeg har netop været ude og gå og forbrændt 300 kalorier, kl 23 om aftenen fordi jeg har spist småkager og chokolade skildpadder idag. Mine tanker er konstant kredset omkring mad, motion og dårlig samvittighed. Jeg kan relatere 100% til alt hvad XX skriver.

Da jeg var aller tyndest vejede jeg 50 kilo, men kunne ikke selv se det. når jeg ser på billeder nu, tænker jeg at jeg jo havde min drømmekrop. Nu har jeg taget 6 kilo på og kan ikke klare synet af min egen krop. Når jeg har det sådan går jeg kun i oversize tøj og jeg kigger mig ikke i spejlet nøgen eller med stramt tøj. Jeg har over 500 billeder liggende på min telefon, som jeg har taget af min krop, som en slags straf og for at blive mindet om hvor “slemt det er”. Det er også min underkrop, som er mit største issue.
Jeg har 22 noter på min iphone hvor jeg nøje har skrevet op hvad jeg skal spise, og hvor meget jeg skal træne, alligevel ender jeg altid med at ødelægge det når dagen kommer, da jeg overspiser fordi jeg bliver frustreret over mig selv. Alt dette påvirker på alle måder også mit humør, og jeg kan blive ude af mig selv, hvis jeg ikke har kontrol over mit mad indtag og motion.

Alt jeg ønsker er at slippe kontrollen, og kunne spise og leve normalt. jeg er træt af konstant at skulle tænke på hvad og hvor meget jeg har spist ift hvor mange kalorier jeg må få, i stedet for at spise normalt, dyrke normal motion og dermed ikke skulle bekymre sig. Min vægt svinger en del, og da det var slemmest gik det også rigtig meget udover mine sociale relationer. Nu er jeg dog gået over i den omvendte situation, hvor jeg konstant prøver at overbevise mig selv og folk omkring mig om at jeg da sagtens kan spise hvad jeg vil og i de mængder jeg vil.

Jeg undskylder for mit lange indlæg, men jeg havde brug for at fortælle at jeg er endnu en ung kvinde, som også lider under det. Jeg håber at der er en løsning og ende på det for os alle sammen!

Follow

7 kommentarer

  • vibeke

    Jeg må indrømme, jeg sidder og er lidt rystet – troede ikke at det var det dette site handlede om… For mig lyder det til at der er nogle, hvis ikke flere der trænger ti proffesionel hjælp, for ikke at ende i anoreksi, hvis de da ikke alerede er godt på vej. Vi kan alle have dårlige tanker og opfattelser af os selv, ind imellem, men det må ikke være hver dag, for så blir det farligt.
    Gør jer selv den tjeneste at opsøge jeres egen læge og fortæl åbent og ærligt hvordan i har det – vær ærlig, hold ikke noget tilbage og jeres læge vil have forståelse og hjælp parat.
    Jeg har selføli selv været der. I dag er jeg i 40’erne og slet ikke tynd, men guess what, jeg er glad, for min krop er rask, jeg har alle mine egne tænder, mit hår er sundt, min hud er sund og ikke mindst mit sind er sundt.
    Som ung griner man af klichéen om at det er det indre der tæller, men guess en anden ting – det passer sgu’!
    Jeg måtte også igennem en dyb depression og 40-50 kg ekstra pga. medicin, alt sammen bare fordi jeg havde været for streng og striks ved mig selv. Det tog tid at komme sig over depressionen og jeg har ganske vist lidt hukommelses besvær, men er ellers sund og rask nu.
    Gør jer selv den tjeneste ikke at havne i en psykisk sygdom pga hvad nogle mode idioter stiller op som mål for kvinder.

    Jeg håber virkelig at der blir givet råd om proffesionel hjælp fra blogforfatterens side.

    De bedste tanker til jer der lider.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • detskalsmageafnoget

      Mange tak for dine input – Du har ret Vibeke, at det ikke er det primære omdrejningspunkt for bloggen. Bloggen handler om (eller det er det jeg søger at give videre) at være god ved sig selv, spise sundt, nyde livet og at finde en balance mellem hvad vi putter i munden og hvor meget vi får rørt os – og hvis vi har brug for at tabe os, så at gøre at det på en nænsom måde.

      Desværre er der rigtigt mange, der har svært ved at finde denne balance, men jeg tror ved, at have fået det på skrift er første skrift mod et mere afklaret forhold – at man så yderligere kan se, at der er andre der har det på samme måde giver en støtte og en følelse af ikke at være alene med problemerne. Jeg kan i hvertfald ikke lade en sådan lang og ærlig kommentar ligge glemt i et kommentarfelt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sissel

      “Finde denne balance?”
      Denne pige har jo tydeligvis en spiseforstyrrelse både i bulimisk og anorektisk grad.. Hun skal søge læge og ikke hjælp fra en blogger.. Hun skal lære at få et helt andet syn på mad gennem professionel hjælp og ikke lære at finde balancen.. I hvertfald ikke lige nu..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Wow en historie , men kan nikke så meget til den. Synes det er fantastisk at folk står frem med det, for det er sgu farligt at man kører sig selv så meget ned pga nogle kiloer. Jeg har selv en stærk tendens til det, og jeg tænker ofte og stort set hele tiden på mad, fordi jeg selv prøver at benægte mig meget af det. Men jeg arbejder rigtig meget med at ikke fokusere så meget på maden og mit kropsbilled, men mere med at få bygget en god balance op med træningen og kosten. Jeg vil gerne have et naturligt forhold til det, og arbejder meget med det. Og over det sidste halve år, er det os blevet meget bedre ! så skønt, Min træning og min kost, skal overhovedet ikke ødelægge mit liv eller det forhold jeg har til mine medmennesker, man lever sgu kun en gang – så hellere at have lidt kiloer for meget og have nogle fantastiske oplevelser med foolk end at være afhængig af træningen og gulerødderne at man må sige nej til en tur på cafe og i biografen !!! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • detskalsmageafnoget

      Dejlig kommentar Jeanette ! Det er netop den fine balance der er vigtig at finde – Jeg er sikker på at andre kan finde inspiration i din tilgang til tingene.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Vil bare sige, at jeg synes det er flot at hun fortæller sin historie. Det kræver mod, at være så ærlig.
    I min optik er det dog tydeligt, at der er brug for professionel hjælp.
    Jeg er selv en ung pige, der har lidt af bulimi i ca 3 år og det er først for under et år siden jeg fik hjælp udefra og dét har været omdrejningspunktet i min sygdom, for tror aldrig jeg ville kunne blive rask alene.

    Derudover vil jeg gerne sige tak for en fantastisk blog.
    Mvh

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • detskalsmageafnoget

      1000 tak for dit input og din ros 😉 – det er netop for at få andres erfaringer og hjælp frem, der fik mig til at udgive indlægget. Jeg har ingen forudsætninger for at vurdere, hvornår hjælp udefra er nødvendig. Det glæder mig at høre, at du har kunnet bede om hjælp og finde vejen ud af spiseforstyrrelsen.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Yndlings snack for tiden