Den vildeste rejse #1 – Om stress og fysiske symptomer

Dette indlæg udgav jeg for to år siden, jeg valgte dog efter et stykke tid at tage det af bloggen igen, da jeg ikke var klar til at dele så personligt et indlæg på det tidspunkt. Men jeg føler nu, at det er vigtigt, at jeg deler dette og resten af min historie med jer – Jeg tror på, at åbenheden er vejen frem og håber, at det måske kan hjælpe og støtte andre i lignende svære situationer. I mellemtiden har jeg været igennem yderligere to vilde kapitler på denne rejse. Stressen bed sig fast i kroppen og jeg har arbejdet intensivt for at komme ud på den anden side. Just som det hele lysnede fik jeg november 2015 konstateret HPV-relateret kræft i halsen. Needless to say fik stressen et ordentligt spark opad og jeg fik en hel del mere at arbejde med oveni. Mere om den del af forløbet senere, men jeg er erklæret rask, og skal nu have mit energiniveau op igen og rystet de psykiske eftervirkninger på plads.

————–

Dragør juli 2014- Så er der gået et år siden, vi flyttede tilbage til Danmark efter 16 år i udlandet. Det blev et år, som jeg slet ikke havde forventet, og nok til dato det aller hårdeste i mit liv (og jeg har nu ellers prøvet lidt af hvert). Flytningen tilbage var mit store ønske og et ¨projekt¨ jeg havde arbejdet på længe – fra de første tanker meldte sig, til vi stod på dansk jord, gik der i hvertfald 2 år – Så jeg var ovenud lykkelig, da alt endelig faldt i hak og ret overrasket over, at jeg pludselig fik de underligste symptomer.

Efter bare et par uger i Danmark begyndte jeg at få voldsom hjertegalop og svimmelhed. Jeg har i mange år levet med ekstrasystoler, som er ganske ufarlige ekstra hjerteslag. Men efter flytningen tog disse overhånd og udviklede sig. Jeg blev selvfølgelig rigtig forskrækket, når det skete og det forstærkede sikkert reaktionen til det blev svært at skille det fysiske fra det følelsesmæssige. Men jeg var dog hurtigt klar over, at der var noget fysisk på færde, for symptomerne kunne komme ¨ud af den blå luft¨ også i situationer hvor jeg ellers var afslappet og godt tilpas. Efter diverse undersøgelser blev jeg sat på betablokker-hjertemedicin af min praktiserende læge.

Medicinen gjorde desværre ikke den store forskel og svimmelheden blev værre og anfaldende af kvalme og utilpashed ligeså. Det endte en aften i efteråret med, at jeg røg på skadestuen efter en dag med voldsomt uregelmæssigt hjerte og vild galop. I første omgang troede, lægen at jeg havde haft en blodprop, da EKG´et ikke så helt normalt ud. Det er en underdrivelse at sige, at det blev en meget lang nat til observation på med alverdens tanker gennem hovedet. Personalet var helt fantastisk, søde og støttende. Men når alt bliver sat på spidsen, er man jo ret alene med sine tanker, frygt og ængstelse. Det hele bliver sat i perspektiv, når man ligger der blandt kronisk syge mennesker uden at vide, hvor man selv står.

Alle resultater og blodprøver kom heldigvis tilbage negative. Det var tydeligt, at jeg IKKE havde haft en blodprop, og jeg blev derfor sendt hjem igen dagen efter med en tid til nærmere undersøgelse 3 måneder senere. De tre måneder var lange, især da de blev forlænget af en udsættelse på yderligere en måned. Der var jo et eller andet galt med mig – Det de havde set på EKG´et havde de stadig ikke fundet ud af, men udelukket at det var en blodprop. Dagen for den omfattende undersøgelse indfandt sig langt om længe, men i mellemtiden havde jeg fået det værre. Svimmelheden var næsten konstant og jeg havde følelsen af at ¨gå ved siden af mig selv¨ – som om jeg ikke rigtig var tilstede.

Undersøgelsen gik ud på at give den gas på en liggende kondicykel med elektroder på og med kontrastvædske gennem et drop. Det stod hurtigt klart, at der ikke var noget i vejen med mit hjerte, men problemet var adrenalinpåvirkningen af hjertet, som var for høj og betød, at hjertet ikke fik tid nok til rigtigt at trække sig sammen og slappe af igen – og det gav uregelmæssighederne. Lægen forklarede desuden, at det høje adrenalin også havde en række andre kedelige virkninger i kroppen og endelig kunne jeg forstå alle de underlige symptomer jeg havde haft. Jeg tog derfra lettet over at mit hjerte var i fin form med en ny type hjertemedicin som skulle dæmpe aktiviteten og en tid efter sommerferien til nyt check.

Den nye medicin, var både alpha og betablokkere, viste sig hurtigt at være svær at vænne sig til. Oveni symptomerne af det forhøjede adrenalin måtte jeg samtidig bakse med den  udmattethed, som er en almindelig bivirkning når hjertet kunstigt sættes ned i omdrejninger. Sideløbende måtte jeg jo også kigge nærmere på HVORFOR jeg pludselig stod med alt for høj adrenalinproduktion. Som lægen havde sagt på min vej ud af døren, så ¨måtte jeg hjem og arbejde med de bagvedliggende årsager¨ og dem var der ingen medicin der kunne hjælpe til.

Min konklusion gik hurtigt på, at det måtte være det pres og den stress der var blevet bygget op til flytningen kombineret med for lidt søvn over en en længere periode og høje forventninger til mig selv, havde sat hele min krop i et alarmberedskab, som jeg ikke kunne komme ud af igen – Selv om der ikke var ¨fare på færde¨ så tolkede min krop det sådan og jeg var fanget i et mylder af symptomer, som kom og gik uden jeg kunne styre det.

Højt adrenalin kan jo være gavnligt i en periode, når man har travlt og skal nå en masse, men det går hen og bliver rigtigt skadeligt for kroppen i det lange løb, hvis kroppen ikke finder tilbage til sin normale rytme. Helt almindelige symptomer kan være:

Uregelmæssigt hjerterytme og ekstra slag, tankemylder, angst og uro, svimmelhed, træthed og udmattethed, svært ved at overskue situationer, hovedpine, lys-, lyd- og lugtfølsom, Svært ved at organisere og koncentrere sig, hukommelsesproblemer, svært ved at føle sult eller mæthed, sover dårligt og vågner ofte, influenza-agtige symptomer, rastløshed og ubehag, anspændthed uden grund, tvangstanker og indre kaos, svært ved mange indtryk, kuldskær og generelt svært ved at regulere sin egen varme, uvirkelighedsfølelse og en ¨væren ved siden af sig selv¨.

Jeg kunne i hele perioden stadig fungere rimeligt normalt, men måtte tage det meste i meget nedsat tempo og indlægge pauser i hverdagen. Jeg måtte desværre droppe helt at dyrke motion, for det fik jeg det rigtigt dårligt af. Der var kontant afregning de dage, hvor jeg havde overanstrengt mig det mindste, ofte også næste dag som en slags tømmermænd. Selv oplevelser og samvær som jeg syntes var hyggeligt og sjovt kunne ofte give bagslag dagen efter og jeg kunne få et udvalg af ovenstående symptomer. Medicinen fjernede ikke hjerte-uregelmæssighederne og da den samtidig gjorde mig endnu mere træt og udmattet, så trappede jeg, i samråd med min læge, ud af den igen efter 2 måneder,

I stedet satsede jeg på på zoneterapi og akupunktur, som jeg havde læst mig frem til kunne være en måde at regulere adrenalinen på. Det tog min krop rigtigt godt imod og jeg mærkede stille og roligt fremskridt. Ikke kæmpe gigantiske skridt, men lidt efter devisen ¨to skridt frem og et tilbage¨. Men ikke desto en fremgang som medicinen ikke på noget tidspunkt havde givet mig. Hjemme lavede jeg vejrtrækningsøvelser, yoga og lyttede til afspænding kombineret med små gåture, sund mad, koffeinfri kaffe, begrænset TV/computertid og meget lidt alkohol.

Det var med store glæde, at jeg for to uger siden havde min halvårlige kontrol på hjerteafdelingen og de kunne konstatere, at jeg næsten ligger i normalområdet igen. Det er i hvert tilfæde så godt et resultat, at de ikke vil ¨se mig igen¨. Jeg fortsætter zoneterapien  (og vil helt sikkert bruge den på sigt til at regulere og holde balancen) og bruger desuden flittigt alle de andre redskaber jeg har fået med mig.

Alle mine planer for flytningen til Danmark blev lidt forskubbede og forsinkede. Det blev på ingen måde, som jeg havde forventet, men jeg føler alligevel ikke, at tiden har været spildt. Hvor underligt det end lyder, så tror jeg ikke, at jeg ville have været det foruden, for det har givet mig enorme indsigter, som jeg kan bruge på sigt. Jeg har fået en dyb respekt for de mennesker, der lever med kroniske hjertesygdomme og kronisk stress. Samtidig har det givet mig et meget klarere syn på, hvad der er vigtigt i mit liv og hvad jeg prioriterer. Det er desværre ofte sådan, at man skal ud i krise-agtige situationer for at få den slags erkendelser.

Hold nu op, det blev et langt indlæg og meget personligt. Jeg håber, at jeg ved at dele min historie, kan hjælpe andre i lignende situationer – I må derfor endelig gerne stille spørgsmål eller lægge en kommentarer. Det vil jeg sætte stor pris på ♥

 

Follow