Lækre salater på farten

Breve til en læser – Om langvarig stress

PicMonkey Collage

De tidligere indlæg om mit stressforløb her og her  fik en læser til at skrive privat til mig. Vedkommende er hårdt ramt af fysiske stresssymptomer og ville gerne høre mere om, hvordan jeg har oplevet det. Det bekræfter min forestilling om, at mange føler sig ret alene, når de står med en stressdiagnose og savner andres historier, som kan gøre at man ikke føler sig fuldstændig unormal. Jeg tænkte derfor, det kunne være en god ide at udgive mine svar, så andre kan få glæde af dem og måske i særdeleshed, kan det give håb for fremtiden. 

——–

Hej XX

Det er helt i orden, du skriver. Jeg kan svare et stort JA til alle de spørgsmål du stiller. Det har været en rædselsfuld tid på mange måder med små lyspunkter. Primært har jeg været meget plaget af de fysiske symptomer, som har været mange og meget kontante. Symptomerne kunne dog nogle dage komme og gå – og jeg kunne godt, hvis jeg indlagde pauser med vejrtrækningsøvelser og afspænding få det til at gå væk i kortere perioder. Fremskridtene var ofte svære at spore, for jeg syntes symptomerne bare skiftede karakter – og så havde jeg det dårligt på en ny måde. I lange perioder kunne jeg slet ikke finde ud af ¨hvad jeg gjorde forkert¨. Symptomerne kom bare som det passede dem, som om det var vejret og ikke logisk betinget af noget der var sket. Jeg tænkte tit at jeg aldrig nogensinde blev rask, det føltes bare som det blev ved og ved. I lange perioder kunne jeg ikke se TV, kunne ikke gå tur, kunne ikke holde ud at være sammen med andre mennesker i længere tid, jeg købte alt on-line fordi jeg ikke kunne holde ud at gå i butikker og vidste jeg fik det endnu dårligere bagefter. Min hukommelse var som en si, så jeg havde nogle gange svært ved at finde ud af hvilken dag det var og rækkefølgen af ugens dage. Havde svært ved at overskue noget – så jeg kunne ikke lave blogindlæg, for jeg kunne ikke huske hvad jeg allerede havde skrevet.

Jeg gik hos en psykolog som var specialiseret i stress. Hun arbejdede på den måde, at vi sammen kiggede på, hvad der havde gjort mig så presset at min fysiske krop var i så voldsom en ubalance. Vi kiggede på hvilke ting jeg kunne lave om på i mit liv, hvilke jeg kunne flytte mig fra og andre jeg måtte lære at acceptere. Og så anbefalede hun mindfulness-øvelser/meditation/afspændning. Der sker det at kroppen langsomt kommer i balance, når man er meget afspændt. Det handler om at amygdala-delen af hjernen langsomt genfinder sin normale størrelse igen Det skal dog helst være hver dag og mindst 40 min af gangen. Det var nok det første skridt jeg tog. Derefter havde jeg en zoneterapeut/akupuntør som jeg kom hos, som også arbejdede hårdt på at få mig i balance. Jeg førte dagbog undervejs og fokuserede meget på at skrive de ting ned, som jeg syntes var svære. Men særligt også at holde fokus på hvad jeg kunne være taknemlig for. Det kunne være små ting som rent sengetøj, tag over hovedet, at min familie var sund og rask, en buket blomster eller lign. I takt med at jeg fik det bedre, har jeg så kunnet kigge mere på den bagvedliggende angst og den angst som er blevet skabt af selve processen og sygdommen. Undervejs og også i takt med, at jeg fik det bedre, har jeg haft glæde af at arbejde i vores have og at komme på Ignatius Healing Center, hvor man arbejder med at aktivere healingsenergien.

Der ligger faktisk en stor gave i at komme i så dyb en krise. Jeg ved godt det lyder underligt og det kan være du ikke er helt der endnu, men jeg blev nødt til at finde frem til, hvad der var allervigtigst i mit liv. Og bruge min energi på det. Jeg måttet skrælle alt det andet fra, og i den proces ligger der mange erkendelser. Man bliver også kanonstærk af at have været konfronteret med så meget smerte og angst. Når man har været ¨helt derude¨, så er der ikke så meget andet man kan være bange for eller være nervøs for, at man ikke kan klare.

Det er rigtigt vigtigt, at du ikke står alene med det og får noget hjælp. Det kan desværre være ret dyrt og ofte er økonomien hårdt presset i forvejen pga arbejdsituationen. Men har du en god læge, så tal i første omgang med ham/hende. Jeg ønsker dig det allerbedste og sender dig så meget håb for fremtiden. Det er muligt at få det bedre igen, men det kan tage sin tid.

Mange hilsner fra Lise

———–

Hej igen XX
Mht om jeg havde gjort noget ¨forkert¨, så kunne jeg som oftest ikke se noget system i det. Reaktioner kunne komme med forsinkelse. Jeg kunne måske klare at være til et forældremøde og så først dagen efter eller to dage senere kunne der komme en voldsom reaktion. Min psykolog forklarede det med, at man i perioder kan mobilisere ekstra energi, hvis man virkelig skal, men at man så betaler ¨prisen¨ for det senere, fordi kroppen har været i ubalance med forhøjet cortisol og adrenalin til følge.

Den uro og nervøsitet du føler er meget normalt. Det bedste du kan gøre er, at prøve at acceptere den – det er nemmere sagt end gjort – det ved jeg godt. Men du kan enten prøve at være i følelsen og se hvor den bringer dig hen. Jeg lavede ofte (og gør stadig) åndedrætsøvelser og yogastrækøvelser – det tager toppen af uroen. Jeg trækker vejret ind holder det i 4 sekunder og puster ud og holder i 4 sekunder, før jeg trækker ind igen og fortsætter sådan i ca 15 minutter. Den rolige vejrtrækning går ind og skaber balance. Den anden øvelse jeg lavede var at sidde på gulvet med strakte ben, bøjer mig frem og holder fast i tæerne eller så langt du kan nå. Det stræk der opleves på bagsiden af kroppen er også i stand til at løsne spændinger og skabe ro i kroppen. Ellers lav noget, hvor du føler du ikke stikker af fra følelsen, men gør noget der skaber ro i dit nervesystem – det kan kun DU selv mærke efter hvad er – For mig er det f.eks at støvsuge eller tage et bad.

Jeg har grædt rigtigt meget undervejs – og også været der, hvor man ikke kan græde mere, men stadig er dybt ulykkelig og knust ved tanken om, at man aldrig får det bedre. Og med tanken om, alt det man kunne før. ALT der man går glip af og må sige nej tak til. De fysiske symptomer har jeg nok haft hver dag i de 1,5 år – på den ene eller anden måde. Helingsprocessen er en underlig een, for det går ikke stødt frem, men to skridt frem og et tilbage. Nogle gange flere tilbage – men i bakspejlet kan jeg se at det gik frem. Så nej, det vendte ikke lige pludselig – det skete langsomt gradvist – jeg kunne lidt mere og der var lidt længere mellem bagslagene. Men de kommer altså stadigvæk, når jeg har været presset, så jeg er heller ikke helt ude endnu.

Jeg kan godt forstå, at du savner at føle dig bedre tilpas også så håbet kan bevares. Derfor tror jeg, det er vigtigt at føre dagbog. For man glemmer det hurtigt og dagene flyder ud. At skrive de ting ned man faktisk kan og er taknemlig over er en rigtigt god øvelse, der holder modet oppe. F.eks hver aften at finde 5-10 ting man er taknemlig for. Jeg kan ikke huske præcist, hvor længe jeg ikke kunne se tv, gå ture og være sammen med andre. For jeg prøvede jo undervejs at gøre det alligevel. Jeg fik det dårligt undervejs og bagefter, når jeg gjorde det – F.eks kunne synsindtryk af mange visne blade i forskellige farver være for meget for mig, så jeg kunne blive svimmel. Ellers kunne det manifestere sig som kvalme eller ondt i muskler eller hoved. I supermarkedet kunne jeg slet ikke kapere de mange indtryk, blev totalt forvirret og utilpas. Jeg måtte også herhjemme trække mig ofte og gå ind og lægge mig – Jeg har brugt enorme mængder tid i mit soveværelse. og ja det gør ondt…Jeg prøvede som regel at hvile meget i løbet af dagen, så jeg var friskere til, når mine børn kom hjem fra skole – og kunne snakke lidt med dem – så var det ind på soveværelset igen til jeg skulle lave mad – Det var sådan jeg prioriterede – det var det vigtigste for mig at kunne være bare en lille smule der for dem. Jeg undgik stort set alt der var besøg, fester, middage og ferier fordi jeg bare fik det skidt under og efter. Herhjemme havde jeg en yogamåtte i stuen, så kunne jeg lægge mig ned på den og stadig være med familien. Det kunne godt ske midt under middagen, at jeg lagde mig ned på måtten, det blev helt normalt.

Det var rigtigt svært at få tiden til at gå – jeg har hvilet mest af alt – skrevet lidt dagbog, mediteret, gjort rent, været i haven, gået små ture. Nusset med min hund. Da jeg fik det lidt bedre kunne jeg holde hyggelige serier ud på Netflix – Ikke noget tju-bang, men Downton Abbey, boligprogrammer og feel-good dokumentarprogrammer. Hver nat i ca 1 år vågnede jeg 3-5 gange og havde det dårligt. Det tog så mellem 10-30 minutter at komme ned igen og få ildebefindendet til at fortrække – Men efter et stykke tid gjorde det mig ikke bange længere, jeg vidste at det gik væk igen, når jeg lavede åndedrætssøvelser.

Det med, at det er en gave, kan jeg godt se er lidt provokerende, når man står midt i det – for allerhelst vil man jo bare tilbage til den man var. Men jeg blev nødt til, at se det som, at der var en grund til, at jeg havde det sådan og at der var noget i mit liv jeg skulle kigge på eller lave om, for ellers var jeg ikke havnet der. Så hvis jeg skal sige det lidt firkantet, her i bakspejlet, så ville jeg nok ikke have undværet det, hvis det kom til stykket – Selve kræftsygdommen der kom efter – DEN ville jeg til gengæld gerne have været foruden. Men det har givet mig en hel masse – der er blevet skrællet lag af mig, som jeg havde bygget op, jeg føler mig mere som mig selv i dag, som jeg er nået længere ind til kernen og ikke den identitet jeg havde bygget op – Jeg føler at mine relationer er mere ærlige og ægte, jeg bruger min tid på det, som er vigtigt for mig, jeg taler tydeligere og har fået bearbejdet en masse gammelt bagage, som det var på tide jeg fik styr på.

Undervejs havde jeg masser af tankemylder. Nogle gange kunne jeg slet ikke en gang holde fast i en eneste tanke. Det føltes som mit hoved var sådan en af de kugler med kunstig sne man ryster. Det kunne også godt være angstprovokerende og jeg kunne tro, at nu mister jeg da forstanden helt. Angsten tog til undervejs og gik så over igen – Jeg fik noget hjælp fra psykologen, men også her hjalp åndedrætssøvelserne meget og at jeg efterhånden fandt ud af, at ¨der jo ikke skete noget¨ – Jeg fik en accept af følelserne, der kom op og vidste, at det jo ville fortage sig igen. Meget ubehageligt har det dog været – særligt fordi jeg fik voldsom uregelmæssigt hjerterytme og troede, at det var et hjerteanfald. Min psykolog anbefalede mig antidepressiv medicin på et tidspunkt, fordi det kan hjælpe på den generaliserede angst og på stresssymptomerne, så det kunne du måske overveje at tale med din psykolog om. Jeg valgte selv at sige nej tak til medicinen, men fik det undersøgt grundigt og har ingen fordomme overfor den type medicin længere. Den hjælper mange.

Mht økonomien så kan jeg godt forstå, at det skaber et pres oveni. Det er en rigtig svær situation og ikke noget der hjælper helingssprocessen. Jeg er i den situation, at min mands indtægt er sådan, at jeg kan få nogen form for støtte – og da jeg ikke har været i en a-kasse tidligere ( da vi jo kom tilbage fra udlandet) så er der ikke noget at hente. Vi klarer os fint, men har da også måttet lave visse prioriteringer. Men det giver jo en frihed ikke at skulle tvinges ud før jeg er klar.

mange hilsner fra Lise

Hej XX
Jeg har stadig svært ved større sociale arrangementer. Forstået på den måde, at jeg nu godt kan være i det undervejs, men skal forvente, at jeg er bombet eller får det dårligt bagefter. Jeg skal helst holde kalenderen fri dagen efter. Og jo jeg var meget bange for at blive isoleret. Det der holdt mig oppe var, at jeg bad og mediterede meget. Prøvede at lytte til min indre stemme og forbinde mig med noget højere. Jeg kunne sagtens have symptomer hele dagen og uro/nervøsitet. Og jeg måtte hvile meget igennem hele forløbet. Og gør det også nu. Jeg fik helt klart mere overskud ved at begrænse indtryk i perioder. Det hjalp, når jeg så skulle noget vigtigt.

Jeg tror ikke, du kan bruge det til så meget, hvornår jeg fik det bedre. Hver person er forskellig og vi reagerer forskelligt. Jeg hørte på et tidspunkt, at stressen tager lige så lang tid om at gå væk, som den var om at blive bygget op. Det ved jeg ikke, om det passer. Men jeg kan se de folk jeg kender, der er gået ned med stress er der ikke to ens forløb. Der kan være identiske symptomer fordi de reelt er fysiske symptomer på belastning af kroppen og hjernen. Men der manifesterer sig alligevel forskelligt og vi reagerer forskelligt. Jeg kender een der har haft et burnout og han kunne feks slet ikke være alene i lang tid pga angst. Og en anden som bare græd og græd og ikke kunne stoppe igen.

Det var ikke angstanfald jeg havde om natten, men decideret fysisk ubehag. Som hvis man har vilde tømmermænd. Men det kunne i perioder også trigge angst, så det kunne være svært at finde ud af hvad der var hvad. Min appetit var i perioder helt i skoven. Ind i mellem var jeg slet ikke sulten for så pludselig at blive hundesulten. Jeg kunne slet ikke regulere min mæthed eller sult. Mht tankemyldret hjalp afspændingsøvelser. Også kaldet bodyscanning. Du kan finde dem som apps. Man ligger/sidder og bliver guidet til at mærke kroppen del for del. Accepterer tankerne men vender tilbage til fokus på kroppen. Ved at være i nuet og være opmærksom på det mindskes tankerne.

Jeg er heldigvis ikke presset af jobcenter eller kommunen – det eneste jeg er presset af er vores egen økonomi og mit behov for at komme i gang igen med at arbejde. Da jeg ingen penge får af hverken kommune eller i form af dagpenge, så kan de jo ikke kræve noget igen.

Psykologen var god til at lade mig forstå, at det var reelt det jeg oplevede og at der var både fysiske og psykiske forklaringer. Den første psykolog jeg gik hos arbejdede med hjemvendte soldater – hun testede mig som havende symptomer på linje med dem. Så det tager man alvorligt, at kroppen reagerer så voldsomt som havde jeg været i en krigszone.

Kærlige hilsner fra Lise

——-

Hej XX

Det er enormt svært at finde ud af, om man forværrer eller gør situationen bedre ved at skære ting fra. Jeg tror det er vigtigt at psykologen hjælper dig med at finde ud af, hvor meget er angst og hvor meget er stress, for det skal tackles forskelligt. Angsten skal udfordres og ikke have lov til at styre een – Stressen derimod skal have ro, så kroppen kommer i balance igen. Begge dele har dog godt af vejrtrækningsøvelser, afspændning og mindfulness/meditation.

Jeg synes mine psykologer undervejs har været en god støtte undervejs, men der har også været lange perioder, hvor jeg selv har måttet famle mig frem og bare klare en dag ad gangen. Min læge har ikke i stressforløbet været til så meget hjælp, jeg er ham dog dybt taknemlig for hans hurtige reaktion, da jeg fik konstateret kræft i halsen, men mht stressen har han ikke kunnet hjælpe ret meget. Efterhånden sover jeg nogenlunde igen – det er stadig ikke helt optimalt, men meget bedre. Jeg vågner nok en enkelt gang og ligger lidt og mærker efter i kroppen. Særligt med perioder hvor jeg er presset kommer natteroderiet lidt tilbage igen, men slet ikke dertil hvor det var.

Det er rigtigt svært at ens sociale live bliver så begrænset og det hele bliver så gråt i gråt og humørforladt. Min mand og sønner har taget det pænt synes jeg – det er nok mest mig der lider under, ikke at have kunnet være den mor jeg gerne ville være. Nu kom kræftforløbet jo lige oveni det hele og det har så været rigtigt svært, men hvis du spørger dem har de ikke været så prægede af stressen, men kræften har sat dybe spor desværre.

Jeg er så småt på vej ud af den sidste stressomgang nu – der er sket en mærkbar bedring her over sommeren. Der kommer dog stadig bagslag, så det er ikke bare fremgang, men stadig to skridt frem og et tilbage. Men jeg har mere energi, skal ikke indlægge så mange pauser, og kan holde til at lave flere aktiviteter på en dag og flere dage i træk. Så det går frem og det er en god følelse.

Mange hilsner fra Lise

Follow

2 kommentarer

  • Michelle

    Tak for at du deler. Det erSÅ rart at læse om når man selv er midt i det. Det er skræmmende at sidde og nikke genkendende til så meget ASF det du beskriver du har oplevet. Jeg glæder mig til jeg kommer ud på den anden side, men indlægget minder mig om stadig at tage det dybt seriøst selvom jeg har det lidt bedre og færre symptomer så nytter det ikke noget at sætte bilen i 6 gear igen og det kan jeg se jegh har gjort. Man vil jo så gerne, komme til det hele, deltage, være med, se venner.. Men jeg må bare indse jeg ikke kan det hele og finde balancen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det skal smage af noget

      Det er jeg rigtigt glad for at du synes. Det er lidt grænseoverskridende at lægge så personlige erfaringer ud. Det er rigtigt vigtigt at tage den med ro og ikke forcere noget. Man går jo heller ikke rundt på et brækket ben. Omvendt er utålmodigheden er ¨god ven¨ for der ligger meget styrke, vilje og håb i den. De bedste hilsner fra Lise

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lækre salater på farten