Anbefaling af Herlig & Ærlig Mad

Den vildste rejse #2 – Stressen bed sig fast

Stress beretning

Dette blogindlæg blev første gang udgivet marts 2015, jeg valgte dog efter et stykke tid at tage det af bloggen igen, da jeg ikke var klar til at dele så personligt et indlæg på det tidspunkt. Men jeg føler nu, at det er vigtigt, at jeg deler dette og resten af min historie med jer – Jeg tror på, at åbenheden er vejen frem og håber, at det måske kan hjælpe og støtte andre i lignende svære situationer. I mellemtiden har jeg været igennem yderligere vilde kapitler på denne rejse. Stressen bed sig rigtigt fast i kroppen og jeg har arbejdet intensivt for at komme ud på den anden side. Just som det hele lysnede fik jeg november 2015 konstateret HPV-relateret kræft i halsen. Needless to say fik stressen et ordentligt spark opad og jeg fik en hel del mere at arbejde med oveni. Mere om den del af forløbet senere, men jeg er erklæret rask, og skal nu have mit energiniveau op igen og rystet de psykiske eftervirkninger på plads.

—————-

April 2015 – En opdatering er vist forlængst på sin plads – de faste læsere undrer sig måske over, hvor musestille her har været i ganske mange måneder – Eller det jeg håber da. Men faktum er, at jeg måtte trække stikket helt på bloggen for at få ro til min bedring. Da jeg skrev indlægget her i august 2014 troede jeg, at jeg havde lagt det værste bag mig, og nu var det easy sailing frem. Jeg troede, at nu kunne jeg endelig hellige mig min jobsøgning og komme i gang med alle de super spændende muligheder der lå lige til. Men sådan skulle det desværre ikke være. Selv om jeg fik gode svar på test af hjertet – alt så fint ud og adrenalinpåvirkningen lå næsten i normalområdet, så havde stressen bidt sig fast i kroppen på en måde, som stadig skabte et virvar af symptomer.

Det er utroligt svært at forklare, hvordan det føles, men i mit tilfælde var det meget fysisk. Så udover det uregelmæssige hjerte havde jeg kvalme, svimmelhed, muskelspændinger og var lys, lyd og lugtfølsom – Dertil kom en række symptomer, som som også ramte mit sind, for alt ubehaget triggede angst og utryghed. Og frustrationen over situationen skabte vrede og fortvivlelse.

Min læge kunne ikke gøre ret meget. Så jeg måtte kigge andre steder for hjælp. Det var svært at acceptere, for symptomerne var så fysiske, at jeg var overbevist om, at der måtte være noget de havde overset. Det kunne umuligt passe at mit hjerte var i orden, når jeg nu stadig oplevede vilde ekstra slag og hjertegaloppen. Men der var ikke ret meget at hente fra den kant andet end venlig forståelse.

Jeg fortsatte derfor med zoneterapi, meditation, blid yoga og tilføjede et forløb hos en stressterapeut. Det var gavnligt og meget konkret – Hvilke faktorer havde skabt stressen i kroppen? hvilke kunne jeg gøre noget ved og hvilke igen måtte jeg lære at acceptere? Kombineret med øvelser i mindfulness og en meget skemalagt hverdag. Jeg måtte skrælle alt det unødvendige fra og kun fokusere på det mest essentielle.

Men der kom masser af bagslag, tiden trak ud og frustrationen voksede – Siden har jeg fundet ud af, at det er et helt normalt forløb, men der er meget jeg gerne ville have vidst. Det tror jeg, ville have hjulpet mig gevaldigt. Derfor vil jeg i de næste indlæg her på bloggen prøve at komme omkring de erfaringer, jeg har gjort mig på denne vilde ¨rejse¨ og dele dem med jer. Hvad har hjulpet mig? Hvordan er jeg kommet videre? Hvad har jeg lært Og hvad ville jeg gerne have vidst? Og måske allermest give videre, at der midt i al frustrationen er skønhed, kærlighed, mulighed for at lære sig selv bedre at kende og komme meget tættere på sine egne behov, forbinde sig med det som er højere end os og hvad der er vigtigst her i livet.

Bloggen her er jo i primært en mad og sundhedsblog, men jeg føler det er vigtigt, at jeg ærligt deler denne historie. Hvis jeg selv havde fundet en personlig beretning om et stressforløb, jeg havde kunnet spejle mig i, så tror jeg, at det ville have været mindre ensomt og ville have givet mig en støtte. Det håber jeg, at kunne give videre – og mine erfaringer vil måske kunne hjælpe andre. Til jer der ellers kommer her for at finde sunde opskrifter giver dette måske muligheden for at forebygge en lignende situation eller hjælpe/forstå familiemedlemmer ramt af stress.

Læg endelig en kommentar nederst, hvis der er noget du brænder efter at dele eller spørge mig om. Det sætter jeg så stor pris på! Del gerne indlægget med de personer, som du tror kunne have glæde af det ♥ ❤ ❥

——————————————————————–

Uddrag af min stressdagbog                                                                                                        d.21 september 2014

Kæmpe bagslag. Det gik ellers bedre. Meget bedre. Nu føles det som tiden er blevet skruet tilbage. Synes ellers ikke jeg har presset mig selv. Eller jo….måske….jeg har skullet noget hver dag i en uge og ikke haft mulighed for at samle energi ind i mellem.

Det føles som svimmelhed, kvalme, uvirkelighedsfornemmelse, ondt i hovedet særligt bag højre øje. Skiftevis glubende appetit og appetitløshed – tørstig hele tiden. Har lavet EFT-tapping og en yoga-agtigøvelse, hvor jeg sidder på gulvet, strækker mig frem og holder fast i mine storetæer. Sidder bare helt stille og mærker strækket i ryggen, balderne og på bagsiden af låret. Den øvelse får mig ned og giver ro i kroppen.

Men det er frustrerende. Jeg vil så meget og har så mange ideer, men med nul energi. Som det dårligste telefonbatteri, der skal lades op efter ganske kort tid. Alt skal være i balance. Ikke for meget og ikke for lidt. Uden at have en facitliste at navigere efter. Får bare reaktionerne, når jeg ikke har holdt mig præcist på linjen. Det dirrer og sitrer i kroppen – som et stormvejr inden i bruser og suser det. Tankerne myldrer og kører rundt i ring. Lyde og lugte bliver for meget. Kun frisk luft virker helende. Mad har slet ikke samme tiltrækning som tidligere, jeg nyder ikke at stå i køkkenet og har ikke energien til at rydde op efter mig.

Jeg er så vanvittigt utålmodig – ville ønske, at jeg kunne få det meget bedre – meget snart! Forsøger at begrænse min skærmtid, for det forværrer helt sikkert mine symptomer. Men det er ikke nemt. Der er et stort hul jeg prøver at fylde socialt og karrieremæssigt. Men det fyldes jo ikke af at surfe rundt. Slår højst tiden ihjel og får tankerne i andre baner for en tid, men bagefter har jeg det jo værre.

Er tørstig hele tiden. Fik lavet diabetes-test ved lægen, men alt kom normalt tilbage, så det vender endnu en gang fokus på stressen og den måde den påvirker min krop og mit fysiske velbefindende. I meditation får jeg de sjoveste symboler. Godt at komme tilbage til humor, lethed og det ukomplicerede – Det savner jeg!

——————————-

Foto: Ørkenen tæt på grænsen til Oman februar 2015

Follow

3 kommentarer

  • Michelle

    Igen, tak for du deler! Tak for du er åben! Jeg følger med på sidelinjen og glæder mig til jeg kommern ud på den anden side. Genkender tydeligt det med balancen. Lige pludselig Bum så har jeg lavet for meget og hele systemet lukker. Jeg har også mange fysiske symptomer. Jeg bruger pt to øvelser. Den ene er at hænge armene nedad mens man bukker sig forover og så stå og vugge der og en anden er op på tåspidserne og ned igen. Hvis du har overskud og lyst ville det være vildt dejligt hvis du ville dele nogle af de øvelser der hjalp dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det skal smage af noget

      Hej Michelle – Det kan være en stor hjælp at vide at man ikke er alene. Det er så svært at navigere når man har det sådan her – det er totalt umuligt at finde grænserne. Det er først når man har lavet for meget at hammeren falder som oftest alt for sent. God ide at jeg skriver nogle af mine øvelser ned- det gør jeg gerne. vh Lise

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jakob Boman

    Tak for din ærlighed:-) Det er inspirerende at læse, og det giver stof til eftertanke. Jeg har også været meget presset i perioder af mit liv… Jeg bruger en kombination af yoga og meditation til at holde kroppen i ro; det har jeg stor glæde af:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Anbefaling af Herlig & Ærlig Mad