Toscana maj 2013

Min mand arbejder rigtigt meget – som i RIGTIGT meget. Derfor er det ekstra rart, når vi har muligheden for at tage afsted sammen på en forlænget week-end hele familien. Når firmaet oven i købet betaler, som tak for arbejdsindsatsen, så gør det fraværet i hverdagen lidt nemmere at holde ud. Her er lidt stemningsbilleder fra vores tur til for et par uger siden til Borgo San Luigi. Vejret var ikke helt med os, men vikingeblod i årerne fornægter sig ikke, så begge drenge var ikke til at hive op af den iskolde pool. Vi andre var ikke fristede. Tilgengæld havde vi det sjov med bueskydning, sightseeing og god mad i Siena. Det giver mig lyst til at tage afsted igen snart!

Har I mon nogle dejlige rejser planlagt i den nærmeste fremtid?

Follow

Danmark tur-retur

Så sidder jeg langt om længe igen på min pind og har også haft tid til at rumstere lidt i køkkenet, så der skulle snart være nogle madrelaterede indlæg på vej. Vi har været på en forlænget påskeferie i Danmark for at få styr på vores snarlige flytning tilbage til det danske. Det gik heldigvis over al forventning, så der er både underskrevet en lejekontrakt og fundet skole til drengene – og selve flytningen er sat til d.1 juli.

Vi kørte op og brugte et par dage i Tyskland både på ud og hjemrejsen, det kan faktisk godt anbefales. Ofte er Tyskland bare gennemfartsland og de fleste kan ikke komme hurtigt nok frem, men der er masser af oversete steder og jeg synes forholdet mellem kvalitet og pris er helt i top.

Vi besøgte Heidelberg som var fyldt med japanske og amerikanske turister, men det kan man sådan set godt forstå, for det er en dejlig by med historiske bygninger, mange sjove små cafeer, restauranter og tapasbarer – At det er en universitetsby spiller helt sikkert ind. Dernæst gik turen til Mainz, hvor særligt  Chagalls fantastiske glasmosaikker i St Stephans Kirke gjorde et stort indtryk.

I Hamburg boede vi på Motel One som er en ny design-hotelkæde til discountpriser – Hold øje med dem! – de har allerede vundet flere priser som bedste low-budgetkæde i Tyskland. De har en hel del hoteller i Tyskland og vokser stødt, så der er flere på vej i Skotland og England.

Follow

Smuttur til Valpolicella og Verona

I sidste uge havde vi egentligt planlagt en tur til svigerfamilien ved Genève, men da de meldte afbud måtte vi finde et alternativ til at fylde drengenes ferie. Ferien var i forvejen blevet noget amputeret af, at de insisterede på, at ville ud og ¨trick og treat´e¨ til Halloween.

Men en af fordelene ved at bo her i Ticino er, at man kan komme hurtigt sydpå. Således kan man herfra komme til Verona, Genova, Torino eller Parma på lidt over 2  timer, hvis altså trafikken omkring Milano tillader. Valget denne gang faldt på Verona og omkring liggende vindistrikt Valpolicella. Vi fik købt lidt vin og olivenolie fra San Cassiano – Og mulighed for at kigge nærmere på presningen af olivenolien, som de i år havde vundet en flot præmie for.

I Verona havde vi desværre ikke så lang tid, men jeg anbefaler, at I tjekker Mariannes fine guide til Verona , skulle I komme på de kanter. Det er en dejlig by med masser af historie, kultur, shopping og stemning. Der er i øvrigt åbent for næste års billetsalg i arenaen. En eller anden dag kunne jeg nu godt tænke mig at komme til en koncert i verdens 3. største amfiteater.

 

Follow
    Newer posts