Sunde chips

Sunde chips

Sunde chips, lyder det næsten for godt til at være sandt?

Disse små hapsere er lavet af en rest havregrød, så du får også brugt dine rester og begrænset madspild samtidig. Opskriften på de sunde chips er inspireret af en opskrift på havreknækbrød fra bogen Den Sunde Faste.

Havregrøden (anden slags grød kan også bruges) bredes tyndt ud på bagepapir – Hvis du ikke kan få det tyndt nok, så læg evt et andet lag bagepapir penslet med olie ovenpå og rul med kagerulle. Sørg for at det er samme tykkelse over det hele – hvis ikke bliver de ujævnt bagt. Hvis du kigger godt efter kan du se at mine blev lidt vel solbrændte nogle steder. Drys med sesamfrø og solsikkekerner Bages 10 min ved 180C – tages ud af ovnen og marker med en pizzaslicer eller kniv, hvor store de skal være. Bages yderligere 10 min – men hold øje med dem, måske skal de have lidt mere eller mindre alt efter netop din ovn. Tages ud og køler af på en bagerist. Når de er helt afkølede kan du brække dem efter de linier du skar.

Spis de sunde chips med en lækker yoghurt dip, en hummus eller guacamole og en masse grøntsagstænger.

Alternativt kan du drysse dem med indiske krydderier eller parmesanost og middelhavskrydderier. Eller lav en sødere version med kanel eller lakridspulver.


Follow

Sundt slik

Sundt slik

Sundt slik eller skal vi kalde det sundere slik, for der er stadig en del frugtsukker i, men vi styrer uden om det raffinerede sukker og eventuelle farve og tilsætningsstoffer og bruger naturlige ingredienser, som giver dig energi. Her har jeg fundet inspiration hos Josephine fra A Tasty Love Story, som igen havde fået inspiration fra Eleonore Earth.

Det er jo det fantastiske ved blogs, at man kan tage med sig, hvad man føler sig inspireret af og arbejde videre med. Jeg har f.eks udeladt kokos og anisolie men i stedet brugt lakridsirup, for det var lige hvad jeg havde. Til det sunde slik brugte jeg en blanding af abrikoser og dadler i stedet for svesker og det var overraskende lækkert.

Så prøv dig frem – brug hvad du synes om og har i skuffen. Hvis massen bliver for tør kan du tilsætte lidt smagsneutral olie og bliver den for fugtig opjusterer du med havregryn.

Sundt slik

40 g malede mandler

40 g havregryn malet til mel (kan erstattes med malede hørfrø)

160 g tørret frugt (svesker, dadler, abrikoser eller figner )

2 spsk lakridssirup (eller hvis du vil lave dem helt sukkerfrie brug: 1 spsk lakridspulver plus 1 spsk smagsneutral olie)

—————

Mal mandler og havregryn i en foodprocesser. Tilsæt den tørrede frugt og lakridssirup (eller pulver og olie)  og blend til du får en ensartet masse. Rul til små kugler og stil på køl alternativt rul ud mellem to stykker bagepapir og sæt på køl. Skæres ud i mundrette stykker.

Kan rulles i lakridspulver, kokos, sesamfrø eller tørrede hindbær.

Har du nogle lækre opskrifter på sundt slik, så læg dem her i kommentarfeltet eller ovre på bloggens Facebookside

 

Follow

Har du lyst til lidt sødt?

Hvorfor ikke kombinere det søde med det sunde? Jeg blev inspireret til disse smelt-i-munden-chokolader på den lækre veganske blog Oh she Glows – som i øvrigt varmt kan anbefales for de mange smukke grønne retter og sunde søde sager.

Her har jeg ændret en smule i opskriften for at det passede med, hvad jeg lige havde i huset, men resultatet er fantastisk. Hvis du kender Reese´s Peanut Butter Cups – ja…så smager det faktisk lige så godt. Hvad der er endnu bedre er, at du i stedet for tomme kalorier får gode olier og kostfibre fra mandler, hørfrø, kokos og havregryn. Det er klart, at det ikke er her, du skal spise i gennem, hvis du gerne vil tabe dig, men nyd dem i mindre mængder. Du vil opdage, at de tilfredstiller den søde tand bedre og holder blodsukkeret stabilt længere end købe-slik og kager.

Til bundene skal du bruge:
50 g malede mandler (eller du kan bruge hasselnødder, valnødder, jordnødder…)
2 spsk malede hørfrø
2 spsk smeltet kokosolie
100 g havregryn (malet til mel i en foodprocessor)
1 tsk kanel
2 spsk honning (eller ahornsirup)
1 lille nip salt

Til overtræk skal du bruge:
3 spsk smeltet kokosolie
2 spsk kakao
1 lille tsk instant kaffe (opløst i en smule varmt vand)
1 lille nip salt
2 spsk honning (eller ahornsirup)

Fremgangsmåde til 12 store chokolader:

Smelt kokosolien i en gryde. Mal mandler og hørfrø fint i en foodprocessor eller mini-hakker. Mal derefter havregrynene på samme måde. Bland alle ingredienser i en skål og fordel i 12 muffinforme – pres godt ned og sæt dem i fryseren i 5-10 minutter. Smelt kokosolie til overtrækket og bland den i en skål med de øvrige ingredienser. Fordeles over bundene, pynt med hvad du har i skuffen og stil køligt. Så enkelt er det!

 

 

Follow

Sprøde lækre squash

Da jeg afprøvede Svansø-produkterne til Cook-Offén var et af test-forsøgene disse lækre squash. De er lavet i ovnen og derfor en hel del sundere end de ser ud til.

Skær en squash i skiver og vend skiverne i pisket æg – dernæst i en blanding af rasp og revet parmesanost. Bages på bagepapir i 20 minutter ved ca 180°c og spises med det samme. Jeg afprøvede at blande ægget med pesto, men jeg synes ikke smagen kom tydeligt nok i gennem, så jeg vil foreslå at man spiser pestoen til eller alternativt en tzatsiki ville også være helt i top.

Kig gerne over på Svansøs Facebook – jeg kunne rigtigt godt bruge nogle støtte-likes til min sundere version af risotto. Den ligger der som forslag nr.1, så man skal scrolle lidt ned. Kan kendes på citronen (og tallerken hvis du er fast læser af bloggen 🙂 ) Der er i øvrigt stadig rigtigt gode vinderchancer til Svansø goodiebag´en

Sponsoreret indlæg – men altid 100% udtryk for min egen mening

Follow

Jeg tester Appesize

Gad vide, om I har været lige så nysgerrige omkring Appesize, som jeg har været. Kampagnen kører her på bloggen med banner-annoncer og produkterne er begyndt at dukke op på forskellige blogs og i diverse fora. Jeg har fået en kasse til testning og giver her mine indtryk videre.

Konceptet går ud på at man for 299,- modtager en mealbox med måltider til 6 dage – måltiderne er baseret på nødder, bær, tørret frugt og gryn. Aftensmåltidet står man selv for baseret på de instruktioner, der følger med kassen.

Morgenmaden består af 1 portion GRöD lavet af quinoaflager, morbær, græskarkerner og æbletern.
Formiddags snack COCONUT&FRIENDS: Macademianødder og kokosnød + COCOWELL kokosvand
Frokost 100% NUTS&BERRIES: Blandet pose med morbær, gojibær, valnødder og mandler.
Eftermiddag NUT’N’ROLL lavet af figner, dadler, cashewnødder og kokos.
Aftensmad Måltid efter eget valg, tilberedt efter tallerkenmodel 50% grøntsager, 25% mager protein og 25% fuldkorns kulhydrat.

Jeg har afprøvet alle produkterne og kan sige god for kvaliteten. Det er lækre bær, nødder og tørret frugt der er brugt. Jeg har fået øjnene op for macademianødder og morbær plus opdaget at tørret kokosnød, ikke behøver at værre så tørt som savsmuld. Grøden lavede jeg både på vand og mælk, men vil helt sikkert anbefale det sidste – Uden mælk bliver konsistensen lidt for vælling-agtig til min smag, men den er sød og har en fin smag af æble og morbær. Et par af dagene havde jeg travlt og ikke tid til at lave grød, så der mixede jeg grødblandingen med en portion mager kvark – det fungerede også rigtigt godt. Eftermiddagssnacken er nok den mindst spændende i min optik – det er en rulle af tørrede figner og dadler med cashewnødder og kokos, men smager meget af figenpålæg, som jeg har et lidt anstrengt forhold til. Kokosvandet er sødt, så det skal man lige være forberedt på og smager bedst helt koldt synes jeg – gerne med lidt citron.

Konceptet synes jeg i bund og grund godt om –  det er naturlige produkter ikke pulver eller kunstige ingredienser. De er nemme at have med sig, hvis man er på farten eller rejser. Det hele er vejet og udregnet på forhånd, så man behøver ikke tænke over, hvad der skal indenbords. Sidst men bestemt ikke mindst, så er smagen god og varieret! Da man selv bestemmer aftensmåltidet, får man variation i kosten, mere fleksibilitet og vil kunne spise sammen med familie & venner.

Min eneste anke er, at man kommer i ret stort kalorieunderskud og det kan være svært at holde, hvis man har en aktiv hverdag. Jeg var dog ikke sulten, da jeg testede produkterne, men da jeg har tendens til lavt blodsukker, så var der ikke rigtig nok energi til at holde mig kørende om eftermiddagen. Hvis man træner, vil det helt sikkert være nødvendigt at tilføje flere kalorier efter endt træning eller ved frokostmåltidet. Min anbefaling (som står helt for egen regning) går på, at oplever man lav energi om eftermiddagen, så at tilføje et mindre måltid. Det er muligt, at man så ikke taber sig helt så meget og hurtigt, men så vil der være en større chance for, at man ikke overspiser ved aftensmåltidet eller falder i andre fristelser.

Læs mere på Appesize.dk  eller tjek Appesize på Facebook 

Sponsoreret indlæg – men altid 100% udtryk for min egen mening!

Follow