Breve til en læser – Om langvarig stress

PicMonkey Collage

De tidligere indlæg om mit stressforløb her og her  fik en læser til at skrive privat til mig. Vedkommende er hårdt ramt af fysiske stresssymptomer og ville gerne høre mere om, hvordan jeg har oplevet det. Det bekræfter min forestilling om, at mange føler sig ret alene, når de står med en stressdiagnose og savner andres historier, som kan gøre at man ikke føler sig fuldstændig unormal. Jeg tænkte derfor, det kunne være en god ide at udgive mine svar, så andre kan få glæde af dem og måske i særdeleshed, kan det give håb for fremtiden. 

——–

Hej XX

Det er helt i orden, du skriver. Jeg kan svare et stort JA til alle de spørgsmål du stiller. Det har været en rædselsfuld tid på mange måder med små lyspunkter. Primært har jeg været meget plaget af de fysiske symptomer, som har været mange og meget kontante. Symptomerne kunne dog nogle dage komme og gå – og jeg kunne godt, hvis jeg indlagde pauser med vejrtrækningsøvelser og afspænding få det til at gå væk i kortere perioder. Fremskridtene var ofte svære at spore, for jeg syntes symptomerne bare skiftede karakter – og så havde jeg det dårligt på en ny måde. I lange perioder kunne jeg slet ikke finde ud af ¨hvad jeg gjorde forkert¨. Symptomerne kom bare som det passede dem, som om det var vejret og ikke logisk betinget af noget der var sket. Jeg tænkte tit at jeg aldrig nogensinde blev rask, det føltes bare som det blev ved og ved. I lange perioder kunne jeg ikke se TV, kunne ikke gå tur, kunne ikke holde ud at være sammen med andre mennesker i længere tid, jeg købte alt on-line fordi jeg ikke kunne holde ud at gå i butikker og vidste jeg fik det endnu dårligere bagefter. Min hukommelse var som en si, så jeg havde nogle gange svært ved at finde ud af hvilken dag det var og rækkefølgen af ugens dage. Havde svært ved at overskue noget – så jeg kunne ikke lave blogindlæg, for jeg kunne ikke huske hvad jeg allerede havde skrevet.

Jeg gik hos en psykolog som var specialiseret i stress. Hun arbejdede på den måde, at vi sammen kiggede på, hvad der havde gjort mig så presset at min fysiske krop var i så voldsom en ubalance. Vi kiggede på hvilke ting jeg kunne lave om på i mit liv, hvilke jeg kunne flytte mig fra og andre jeg måtte lære at acceptere. Og så anbefalede hun mindfulness-øvelser/meditation/afspændning. Der sker det at kroppen langsomt kommer i balance, når man er meget afspændt. Det handler om at amygdala-delen af hjernen langsomt genfinder sin normale størrelse igen Det skal dog helst være hver dag og mindst 40 min af gangen. Det var nok det første skridt jeg tog. Derefter havde jeg en zoneterapeut/akupuntør som jeg kom hos, som også arbejdede hårdt på at få mig i balance. Jeg førte dagbog undervejs og fokuserede meget på at skrive de ting ned, som jeg syntes var svære. Men særligt også at holde fokus på hvad jeg kunne være taknemlig for. Det kunne være små ting som rent sengetøj, tag over hovedet, at min familie var sund og rask, en buket blomster eller lign. I takt med at jeg fik det bedre, har jeg så kunnet kigge mere på den bagvedliggende angst og den angst som er blevet skabt af selve processen og sygdommen. Undervejs og også i takt med, at jeg fik det bedre, har jeg haft glæde af at arbejde i vores have og at komme på Ignatius Healing Center, hvor man arbejder med at aktivere healingsenergien.

Der ligger faktisk en stor gave i at komme i så dyb en krise. Jeg ved godt det lyder underligt og det kan være du ikke er helt der endnu, men jeg blev nødt til at finde frem til, hvad der var allervigtigst i mit liv. Og bruge min energi på det. Jeg måttet skrælle alt det andet fra, og i den proces ligger der mange erkendelser. Man bliver også kanonstærk af at have været konfronteret med så meget smerte og angst. Når man har været ¨helt derude¨, så er der ikke så meget andet man kan være bange for eller være nervøs for, at man ikke kan klare.

Det er rigtigt vigtigt, at du ikke står alene med det og får noget hjælp. Det kan desværre være ret dyrt og ofte er økonomien hårdt presset i forvejen pga arbejdsituationen. Men har du en god læge, så tal i første omgang med ham/hende. Jeg ønsker dig det allerbedste og sender dig så meget håb for fremtiden. Det er muligt at få det bedre igen, men det kan tage sin tid.

Mange hilsner fra Lise

———–

Hej igen XX
Mht om jeg havde gjort noget ¨forkert¨, så kunne jeg som oftest ikke se noget system i det. Reaktioner kunne komme med forsinkelse. Jeg kunne måske klare at være til et forældremøde og så først dagen efter eller to dage senere kunne der komme en voldsom reaktion. Min psykolog forklarede det med, at man i perioder kan mobilisere ekstra energi, hvis man virkelig skal, men at man så betaler ¨prisen¨ for det senere, fordi kroppen har været i ubalance med forhøjet cortisol og adrenalin til følge.

Den uro og nervøsitet du føler er meget normalt. Det bedste du kan gøre er, at prøve at acceptere den – det er nemmere sagt end gjort – det ved jeg godt. Men du kan enten prøve at være i følelsen og se hvor den bringer dig hen. Jeg lavede ofte (og gør stadig) åndedrætsøvelser og yogastrækøvelser – det tager toppen af uroen. Jeg trækker vejret ind holder det i 4 sekunder og puster ud og holder i 4 sekunder, før jeg trækker ind igen og fortsætter sådan i ca 15 minutter. Den rolige vejrtrækning går ind og skaber balance. Den anden øvelse jeg lavede var at sidde på gulvet med strakte ben, bøjer mig frem og holder fast i tæerne eller så langt du kan nå. Det stræk der opleves på bagsiden af kroppen er også i stand til at løsne spændinger og skabe ro i kroppen. Ellers lav noget, hvor du føler du ikke stikker af fra følelsen, men gør noget der skaber ro i dit nervesystem – det kan kun DU selv mærke efter hvad er – For mig er det f.eks at støvsuge eller tage et bad.

Jeg har grædt rigtigt meget undervejs – og også været der, hvor man ikke kan græde mere, men stadig er dybt ulykkelig og knust ved tanken om, at man aldrig får det bedre. Og med tanken om, alt det man kunne før. ALT der man går glip af og må sige nej tak til. De fysiske symptomer har jeg nok haft hver dag i de 1,5 år – på den ene eller anden måde. Helingsprocessen er en underlig een, for det går ikke stødt frem, men to skridt frem og et tilbage. Nogle gange flere tilbage – men i bakspejlet kan jeg se at det gik frem. Så nej, det vendte ikke lige pludselig – det skete langsomt gradvist – jeg kunne lidt mere og der var lidt længere mellem bagslagene. Men de kommer altså stadigvæk, når jeg har været presset, så jeg er heller ikke helt ude endnu.

Jeg kan godt forstå, at du savner at føle dig bedre tilpas også så håbet kan bevares. Derfor tror jeg, det er vigtigt at føre dagbog. For man glemmer det hurtigt og dagene flyder ud. At skrive de ting ned man faktisk kan og er taknemlig over er en rigtigt god øvelse, der holder modet oppe. F.eks hver aften at finde 5-10 ting man er taknemlig for. Jeg kan ikke huske præcist, hvor længe jeg ikke kunne se tv, gå ture og være sammen med andre. For jeg prøvede jo undervejs at gøre det alligevel. Jeg fik det dårligt undervejs og bagefter, når jeg gjorde det – F.eks kunne synsindtryk af mange visne blade i forskellige farver være for meget for mig, så jeg kunne blive svimmel. Ellers kunne det manifestere sig som kvalme eller ondt i muskler eller hoved. I supermarkedet kunne jeg slet ikke kapere de mange indtryk, blev totalt forvirret og utilpas. Jeg måtte også herhjemme trække mig ofte og gå ind og lægge mig – Jeg har brugt enorme mængder tid i mit soveværelse. og ja det gør ondt…Jeg prøvede som regel at hvile meget i løbet af dagen, så jeg var friskere til, når mine børn kom hjem fra skole – og kunne snakke lidt med dem – så var det ind på soveværelset igen til jeg skulle lave mad – Det var sådan jeg prioriterede – det var det vigtigste for mig at kunne være bare en lille smule der for dem. Jeg undgik stort set alt der var besøg, fester, middage og ferier fordi jeg bare fik det skidt under og efter. Herhjemme havde jeg en yogamåtte i stuen, så kunne jeg lægge mig ned på den og stadig være med familien. Det kunne godt ske midt under middagen, at jeg lagde mig ned på måtten, det blev helt normalt.

Det var rigtigt svært at få tiden til at gå – jeg har hvilet mest af alt – skrevet lidt dagbog, mediteret, gjort rent, været i haven, gået små ture. Nusset med min hund. Da jeg fik det lidt bedre kunne jeg holde hyggelige serier ud på Netflix – Ikke noget tju-bang, men Downton Abbey, boligprogrammer og feel-good dokumentarprogrammer. Hver nat i ca 1 år vågnede jeg 3-5 gange og havde det dårligt. Det tog så mellem 10-30 minutter at komme ned igen og få ildebefindendet til at fortrække – Men efter et stykke tid gjorde det mig ikke bange længere, jeg vidste at det gik væk igen, når jeg lavede åndedrætssøvelser.

Det med, at det er en gave, kan jeg godt se er lidt provokerende, når man står midt i det – for allerhelst vil man jo bare tilbage til den man var. Men jeg blev nødt til, at se det som, at der var en grund til, at jeg havde det sådan og at der var noget i mit liv jeg skulle kigge på eller lave om, for ellers var jeg ikke havnet der. Så hvis jeg skal sige det lidt firkantet, her i bakspejlet, så ville jeg nok ikke have undværet det, hvis det kom til stykket – Selve kræftsygdommen der kom efter – DEN ville jeg til gengæld gerne have været foruden. Men det har givet mig en hel masse – der er blevet skrællet lag af mig, som jeg havde bygget op, jeg føler mig mere som mig selv i dag, som jeg er nået længere ind til kernen og ikke den identitet jeg havde bygget op – Jeg føler at mine relationer er mere ærlige og ægte, jeg bruger min tid på det, som er vigtigt for mig, jeg taler tydeligere og har fået bearbejdet en masse gammelt bagage, som det var på tide jeg fik styr på.

Undervejs havde jeg masser af tankemylder. Nogle gange kunne jeg slet ikke en gang holde fast i en eneste tanke. Det føltes som mit hoved var sådan en af de kugler med kunstig sne man ryster. Det kunne også godt være angstprovokerende og jeg kunne tro, at nu mister jeg da forstanden helt. Angsten tog til undervejs og gik så over igen – Jeg fik noget hjælp fra psykologen, men også her hjalp åndedrætssøvelserne meget og at jeg efterhånden fandt ud af, at ¨der jo ikke skete noget¨ – Jeg fik en accept af følelserne, der kom op og vidste, at det jo ville fortage sig igen. Meget ubehageligt har det dog været – særligt fordi jeg fik voldsom uregelmæssigt hjerterytme og troede, at det var et hjerteanfald. Min psykolog anbefalede mig antidepressiv medicin på et tidspunkt, fordi det kan hjælpe på den generaliserede angst og på stresssymptomerne, så det kunne du måske overveje at tale med din psykolog om. Jeg valgte selv at sige nej tak til medicinen, men fik det undersøgt grundigt og har ingen fordomme overfor den type medicin længere. Den hjælper mange.

Mht økonomien så kan jeg godt forstå, at det skaber et pres oveni. Det er en rigtig svær situation og ikke noget der hjælper helingssprocessen. Jeg er i den situation, at min mands indtægt er sådan, at jeg kan få nogen form for støtte – og da jeg ikke har været i en a-kasse tidligere ( da vi jo kom tilbage fra udlandet) så er der ikke noget at hente. Vi klarer os fint, men har da også måttet lave visse prioriteringer. Men det giver jo en frihed ikke at skulle tvinges ud før jeg er klar.

mange hilsner fra Lise

Hej XX
Jeg har stadig svært ved større sociale arrangementer. Forstået på den måde, at jeg nu godt kan være i det undervejs, men skal forvente, at jeg er bombet eller får det dårligt bagefter. Jeg skal helst holde kalenderen fri dagen efter. Og jo jeg var meget bange for at blive isoleret. Det der holdt mig oppe var, at jeg bad og mediterede meget. Prøvede at lytte til min indre stemme og forbinde mig med noget højere. Jeg kunne sagtens have symptomer hele dagen og uro/nervøsitet. Og jeg måtte hvile meget igennem hele forløbet. Og gør det også nu. Jeg fik helt klart mere overskud ved at begrænse indtryk i perioder. Det hjalp, når jeg så skulle noget vigtigt.

Jeg tror ikke, du kan bruge det til så meget, hvornår jeg fik det bedre. Hver person er forskellig og vi reagerer forskelligt. Jeg hørte på et tidspunkt, at stressen tager lige så lang tid om at gå væk, som den var om at blive bygget op. Det ved jeg ikke, om det passer. Men jeg kan se de folk jeg kender, der er gået ned med stress er der ikke to ens forløb. Der kan være identiske symptomer fordi de reelt er fysiske symptomer på belastning af kroppen og hjernen. Men der manifesterer sig alligevel forskelligt og vi reagerer forskelligt. Jeg kender een der har haft et burnout og han kunne feks slet ikke være alene i lang tid pga angst. Og en anden som bare græd og græd og ikke kunne stoppe igen.

Det var ikke angstanfald jeg havde om natten, men decideret fysisk ubehag. Som hvis man har vilde tømmermænd. Men det kunne i perioder også trigge angst, så det kunne være svært at finde ud af hvad der var hvad. Min appetit var i perioder helt i skoven. Ind i mellem var jeg slet ikke sulten for så pludselig at blive hundesulten. Jeg kunne slet ikke regulere min mæthed eller sult. Mht tankemyldret hjalp afspændingsøvelser. Også kaldet bodyscanning. Du kan finde dem som apps. Man ligger/sidder og bliver guidet til at mærke kroppen del for del. Accepterer tankerne men vender tilbage til fokus på kroppen. Ved at være i nuet og være opmærksom på det mindskes tankerne.

Jeg er heldigvis ikke presset af jobcenter eller kommunen – det eneste jeg er presset af er vores egen økonomi og mit behov for at komme i gang igen med at arbejde. Da jeg ingen penge får af hverken kommune eller i form af dagpenge, så kan de jo ikke kræve noget igen.

Psykologen var god til at lade mig forstå, at det var reelt det jeg oplevede og at der var både fysiske og psykiske forklaringer. Den første psykolog jeg gik hos arbejdede med hjemvendte soldater – hun testede mig som havende symptomer på linje med dem. Så det tager man alvorligt, at kroppen reagerer så voldsomt som havde jeg været i en krigszone.

Kærlige hilsner fra Lise

——-

Hej XX

Det er enormt svært at finde ud af, om man forværrer eller gør situationen bedre ved at skære ting fra. Jeg tror det er vigtigt at psykologen hjælper dig med at finde ud af, hvor meget er angst og hvor meget er stress, for det skal tackles forskelligt. Angsten skal udfordres og ikke have lov til at styre een – Stressen derimod skal have ro, så kroppen kommer i balance igen. Begge dele har dog godt af vejrtrækningsøvelser, afspændning og mindfulness/meditation.

Jeg synes mine psykologer undervejs har været en god støtte undervejs, men der har også været lange perioder, hvor jeg selv har måttet famle mig frem og bare klare en dag ad gangen. Min læge har ikke i stressforløbet været til så meget hjælp, jeg er ham dog dybt taknemlig for hans hurtige reaktion, da jeg fik konstateret kræft i halsen, men mht stressen har han ikke kunnet hjælpe ret meget. Efterhånden sover jeg nogenlunde igen – det er stadig ikke helt optimalt, men meget bedre. Jeg vågner nok en enkelt gang og ligger lidt og mærker efter i kroppen. Særligt med perioder hvor jeg er presset kommer natteroderiet lidt tilbage igen, men slet ikke dertil hvor det var.

Det er rigtigt svært at ens sociale live bliver så begrænset og det hele bliver så gråt i gråt og humørforladt. Min mand og sønner har taget det pænt synes jeg – det er nok mest mig der lider under, ikke at have kunnet være den mor jeg gerne ville være. Nu kom kræftforløbet jo lige oveni det hele og det har så været rigtigt svært, men hvis du spørger dem har de ikke været så prægede af stressen, men kræften har sat dybe spor desværre.

Jeg er så småt på vej ud af den sidste stressomgang nu – der er sket en mærkbar bedring her over sommeren. Der kommer dog stadig bagslag, så det er ikke bare fremgang, men stadig to skridt frem og et tilbage. Men jeg har mere energi, skal ikke indlægge så mange pauser, og kan holde til at lave flere aktiviteter på en dag og flere dage i træk. Så det går frem og det er en god følelse.

Mange hilsner fra Lise

Follow

Den vildste rejse #2 – Stressen bed sig fast

Stress beretning

Dette blogindlæg blev første gang udgivet marts 2015, jeg valgte dog efter et stykke tid at tage det af bloggen igen, da jeg ikke var klar til at dele så personligt et indlæg på det tidspunkt. Men jeg føler nu, at det er vigtigt, at jeg deler dette og resten af min historie med jer – Jeg tror på, at åbenheden er vejen frem og håber, at det måske kan hjælpe og støtte andre i lignende svære situationer. I mellemtiden har jeg været igennem yderligere vilde kapitler på denne rejse. Stressen bed sig rigtigt fast i kroppen og jeg har arbejdet intensivt for at komme ud på den anden side. Just som det hele lysnede fik jeg november 2015 konstateret HPV-relateret kræft i halsen. Needless to say fik stressen et ordentligt spark opad og jeg fik en hel del mere at arbejde med oveni. Mere om den del af forløbet senere, men jeg er erklæret rask, og skal nu have mit energiniveau op igen og rystet de psykiske eftervirkninger på plads.

—————-

April 2015 – En opdatering er vist forlængst på sin plads – de faste læsere undrer sig måske over, hvor musestille her har været i ganske mange måneder – Eller det jeg håber da. Men faktum er, at jeg måtte trække stikket helt på bloggen for at få ro til min bedring. Da jeg skrev indlægget her i august 2014 troede jeg, at jeg havde lagt det værste bag mig, og nu var det easy sailing frem. Jeg troede, at nu kunne jeg endelig hellige mig min jobsøgning og komme i gang med alle de super spændende muligheder der lå lige til. Men sådan skulle det desværre ikke være. Selv om jeg fik gode svar på test af hjertet – alt så fint ud og adrenalinpåvirkningen lå næsten i normalområdet, så havde stressen bidt sig fast i kroppen på en måde, som stadig skabte et virvar af symptomer.

Det er utroligt svært at forklare, hvordan det føles, men i mit tilfælde var det meget fysisk. Så udover det uregelmæssige hjerte havde jeg kvalme, svimmelhed, muskelspændinger og var lys, lyd og lugtfølsom – Dertil kom en række symptomer, som som også ramte mit sind, for alt ubehaget triggede angst og utryghed. Og frustrationen over situationen skabte vrede og fortvivlelse.

Min læge kunne ikke gøre ret meget. Så jeg måtte kigge andre steder for hjælp. Det var svært at acceptere, for symptomerne var så fysiske, at jeg var overbevist om, at der måtte være noget de havde overset. Det kunne umuligt passe at mit hjerte var i orden, når jeg nu stadig oplevede vilde ekstra slag og hjertegaloppen. Men der var ikke ret meget at hente fra den kant andet end venlig forståelse.

Jeg fortsatte derfor med zoneterapi, meditation, blid yoga og tilføjede et forløb hos en stressterapeut. Det var gavnligt og meget konkret – Hvilke faktorer havde skabt stressen i kroppen? hvilke kunne jeg gøre noget ved og hvilke igen måtte jeg lære at acceptere? Kombineret med øvelser i mindfulness og en meget skemalagt hverdag. Jeg måtte skrælle alt det unødvendige fra og kun fokusere på det mest essentielle.

Men der kom masser af bagslag, tiden trak ud og frustrationen voksede – Siden har jeg fundet ud af, at det er et helt normalt forløb, men der er meget jeg gerne ville have vidst. Det tror jeg, ville have hjulpet mig gevaldigt. Derfor vil jeg i de næste indlæg her på bloggen prøve at komme omkring de erfaringer, jeg har gjort mig på denne vilde ¨rejse¨ og dele dem med jer. Hvad har hjulpet mig? Hvordan er jeg kommet videre? Hvad har jeg lært Og hvad ville jeg gerne have vidst? Og måske allermest give videre, at der midt i al frustrationen er skønhed, kærlighed, mulighed for at lære sig selv bedre at kende og komme meget tættere på sine egne behov, forbinde sig med det som er højere end os og hvad der er vigtigst her i livet.

Bloggen her er jo i primært en mad og sundhedsblog, men jeg føler det er vigtigt, at jeg ærligt deler denne historie. Hvis jeg selv havde fundet en personlig beretning om et stressforløb, jeg havde kunnet spejle mig i, så tror jeg, at det ville have været mindre ensomt og ville have givet mig en støtte. Det håber jeg, at kunne give videre – og mine erfaringer vil måske kunne hjælpe andre. Til jer der ellers kommer her for at finde sunde opskrifter giver dette måske muligheden for at forebygge en lignende situation eller hjælpe/forstå familiemedlemmer ramt af stress.

Læg endelig en kommentar nederst, hvis der er noget du brænder efter at dele eller spørge mig om. Det sætter jeg så stor pris på! Del gerne indlægget med de personer, som du tror kunne have glæde af det ♥ ❤ ❥

——————————————————————–

Uddrag af min stressdagbog                                                                                                        d.21 september 2014

Kæmpe bagslag. Det gik ellers bedre. Meget bedre. Nu føles det som tiden er blevet skruet tilbage. Synes ellers ikke jeg har presset mig selv. Eller jo….måske….jeg har skullet noget hver dag i en uge og ikke haft mulighed for at samle energi ind i mellem.

Det føles som svimmelhed, kvalme, uvirkelighedsfornemmelse, ondt i hovedet særligt bag højre øje. Skiftevis glubende appetit og appetitløshed – tørstig hele tiden. Har lavet EFT-tapping og en yoga-agtigøvelse, hvor jeg sidder på gulvet, strækker mig frem og holder fast i mine storetæer. Sidder bare helt stille og mærker strækket i ryggen, balderne og på bagsiden af låret. Den øvelse får mig ned og giver ro i kroppen.

Men det er frustrerende. Jeg vil så meget og har så mange ideer, men med nul energi. Som det dårligste telefonbatteri, der skal lades op efter ganske kort tid. Alt skal være i balance. Ikke for meget og ikke for lidt. Uden at have en facitliste at navigere efter. Får bare reaktionerne, når jeg ikke har holdt mig præcist på linjen. Det dirrer og sitrer i kroppen – som et stormvejr inden i bruser og suser det. Tankerne myldrer og kører rundt i ring. Lyde og lugte bliver for meget. Kun frisk luft virker helende. Mad har slet ikke samme tiltrækning som tidligere, jeg nyder ikke at stå i køkkenet og har ikke energien til at rydde op efter mig.

Jeg er så vanvittigt utålmodig – ville ønske, at jeg kunne få det meget bedre – meget snart! Forsøger at begrænse min skærmtid, for det forværrer helt sikkert mine symptomer. Men det er ikke nemt. Der er et stort hul jeg prøver at fylde socialt og karrieremæssigt. Men det fyldes jo ikke af at surfe rundt. Slår højst tiden ihjel og får tankerne i andre baner for en tid, men bagefter har jeg det jo værre.

Er tørstig hele tiden. Fik lavet diabetes-test ved lægen, men alt kom normalt tilbage, så det vender endnu en gang fokus på stressen og den måde den påvirker min krop og mit fysiske velbefindende. I meditation får jeg de sjoveste symboler. Godt at komme tilbage til humor, lethed og det ukomplicerede – Det savner jeg!

——————————-

Foto: Ørkenen tæt på grænsen til Oman februar 2015

Follow

Den vildeste rejse #1 – Om stress og fysiske symptomer

Dette indlæg udgav jeg for to år siden, jeg valgte dog efter et stykke tid at tage det af bloggen igen, da jeg ikke var klar til at dele så personligt et indlæg på det tidspunkt. Men jeg føler nu, at det er vigtigt, at jeg deler dette og resten af min historie med jer – Jeg tror på, at åbenheden er vejen frem og håber, at det måske kan hjælpe og støtte andre i lignende svære situationer. I mellemtiden har jeg været igennem yderligere to vilde kapitler på denne rejse. Stressen bed sig fast i kroppen og jeg har arbejdet intensivt for at komme ud på den anden side. Just som det hele lysnede fik jeg november 2015 konstateret HPV-relateret kræft i halsen. Needless to say fik stressen et ordentligt spark opad og jeg fik en hel del mere at arbejde med oveni. Mere om den del af forløbet senere, men jeg er erklæret rask, og skal nu have mit energiniveau op igen og rystet de psykiske eftervirkninger på plads.

————–

Dragør juli 2014- Så er der gået et år siden, vi flyttede tilbage til Danmark efter 16 år i udlandet. Det blev et år, som jeg slet ikke havde forventet, og nok til dato det aller hårdeste i mit liv (og jeg har nu ellers prøvet lidt af hvert). Flytningen tilbage var mit store ønske og et ¨projekt¨ jeg havde arbejdet på længe – fra de første tanker meldte sig, til vi stod på dansk jord, gik der i hvertfald 2 år – Så jeg var ovenud lykkelig, da alt endelig faldt i hak og ret overrasket over, at jeg pludselig fik de underligste symptomer.

Efter bare et par uger i Danmark begyndte jeg at få voldsom hjertegalop og svimmelhed. Jeg har i mange år levet med ekstrasystoler, som er ganske ufarlige ekstra hjerteslag. Men efter flytningen tog disse overhånd og udviklede sig. Jeg blev selvfølgelig rigtig forskrækket, når det skete og det forstærkede sikkert reaktionen til det blev svært at skille det fysiske fra det følelsesmæssige. Men jeg var dog hurtigt klar over, at der var noget fysisk på færde, for symptomerne kunne komme ¨ud af den blå luft¨ også i situationer hvor jeg ellers var afslappet og godt tilpas. Efter diverse undersøgelser blev jeg sat på betablokker-hjertemedicin af min praktiserende læge.

Medicinen gjorde desværre ikke den store forskel og svimmelheden blev værre og anfaldende af kvalme og utilpashed ligeså. Det endte en aften i efteråret med, at jeg røg på skadestuen efter en dag med voldsomt uregelmæssigt hjerte og vild galop. I første omgang troede, lægen at jeg havde haft en blodprop, da EKG´et ikke så helt normalt ud. Det er en underdrivelse at sige, at det blev en meget lang nat til observation på med alverdens tanker gennem hovedet. Personalet var helt fantastisk, søde og støttende. Men når alt bliver sat på spidsen, er man jo ret alene med sine tanker, frygt og ængstelse. Det hele bliver sat i perspektiv, når man ligger der blandt kronisk syge mennesker uden at vide, hvor man selv står.

Alle resultater og blodprøver kom heldigvis tilbage negative. Det var tydeligt, at jeg IKKE havde haft en blodprop, og jeg blev derfor sendt hjem igen dagen efter med en tid til nærmere undersøgelse 3 måneder senere. De tre måneder var lange, især da de blev forlænget af en udsættelse på yderligere en måned. Der var jo et eller andet galt med mig – Det de havde set på EKG´et havde de stadig ikke fundet ud af, men udelukket at det var en blodprop. Dagen for den omfattende undersøgelse indfandt sig langt om længe, men i mellemtiden havde jeg fået det værre. Svimmelheden var næsten konstant og jeg havde følelsen af at ¨gå ved siden af mig selv¨ – som om jeg ikke rigtig var tilstede.

Undersøgelsen gik ud på at give den gas på en liggende kondicykel med elektroder på og med kontrastvædske gennem et drop. Det stod hurtigt klart, at der ikke var noget i vejen med mit hjerte, men problemet var adrenalinpåvirkningen af hjertet, som var for høj og betød, at hjertet ikke fik tid nok til rigtigt at trække sig sammen og slappe af igen – og det gav uregelmæssighederne. Lægen forklarede desuden, at det høje adrenalin også havde en række andre kedelige virkninger i kroppen og endelig kunne jeg forstå alle de underlige symptomer jeg havde haft. Jeg tog derfra lettet over at mit hjerte var i fin form med en ny type hjertemedicin som skulle dæmpe aktiviteten og en tid efter sommerferien til nyt check.

Den nye medicin, var både alpha og betablokkere, viste sig hurtigt at være svær at vænne sig til. Oveni symptomerne af det forhøjede adrenalin måtte jeg samtidig bakse med den  udmattethed, som er en almindelig bivirkning når hjertet kunstigt sættes ned i omdrejninger. Sideløbende måtte jeg jo også kigge nærmere på HVORFOR jeg pludselig stod med alt for høj adrenalinproduktion. Som lægen havde sagt på min vej ud af døren, så ¨måtte jeg hjem og arbejde med de bagvedliggende årsager¨ og dem var der ingen medicin der kunne hjælpe til.

Min konklusion gik hurtigt på, at det måtte være det pres og den stress der var blevet bygget op til flytningen kombineret med for lidt søvn over en en længere periode og høje forventninger til mig selv, havde sat hele min krop i et alarmberedskab, som jeg ikke kunne komme ud af igen – Selv om der ikke var ¨fare på færde¨ så tolkede min krop det sådan og jeg var fanget i et mylder af symptomer, som kom og gik uden jeg kunne styre det.

Højt adrenalin kan jo være gavnligt i en periode, når man har travlt og skal nå en masse, men det går hen og bliver rigtigt skadeligt for kroppen i det lange løb, hvis kroppen ikke finder tilbage til sin normale rytme. Helt almindelige symptomer kan være:

Uregelmæssigt hjerterytme og ekstra slag, tankemylder, angst og uro, svimmelhed, træthed og udmattethed, svært ved at overskue situationer, hovedpine, lys-, lyd- og lugtfølsom, Svært ved at organisere og koncentrere sig, hukommelsesproblemer, svært ved at føle sult eller mæthed, sover dårligt og vågner ofte, influenza-agtige symptomer, rastløshed og ubehag, anspændthed uden grund, tvangstanker og indre kaos, svært ved mange indtryk, kuldskær og generelt svært ved at regulere sin egen varme, uvirkelighedsfølelse og en ¨væren ved siden af sig selv¨.

Jeg kunne i hele perioden stadig fungere rimeligt normalt, men måtte tage det meste i meget nedsat tempo og indlægge pauser i hverdagen. Jeg måtte desværre droppe helt at dyrke motion, for det fik jeg det rigtigt dårligt af. Der var kontant afregning de dage, hvor jeg havde overanstrengt mig det mindste, ofte også næste dag som en slags tømmermænd. Selv oplevelser og samvær som jeg syntes var hyggeligt og sjovt kunne ofte give bagslag dagen efter og jeg kunne få et udvalg af ovenstående symptomer. Medicinen fjernede ikke hjerte-uregelmæssighederne og da den samtidig gjorde mig endnu mere træt og udmattet, så trappede jeg, i samråd med min læge, ud af den igen efter 2 måneder,

I stedet satsede jeg på på zoneterapi og akupunktur, som jeg havde læst mig frem til kunne være en måde at regulere adrenalinen på. Det tog min krop rigtigt godt imod og jeg mærkede stille og roligt fremskridt. Ikke kæmpe gigantiske skridt, men lidt efter devisen ¨to skridt frem og et tilbage¨. Men ikke desto en fremgang som medicinen ikke på noget tidspunkt havde givet mig. Hjemme lavede jeg vejrtrækningsøvelser, yoga og lyttede til afspænding kombineret med små gåture, sund mad, koffeinfri kaffe, begrænset TV/computertid og meget lidt alkohol.

Det var med store glæde, at jeg for to uger siden havde min halvårlige kontrol på hjerteafdelingen og de kunne konstatere, at jeg næsten ligger i normalområdet igen. Det er i hvert tilfæde så godt et resultat, at de ikke vil ¨se mig igen¨. Jeg fortsætter zoneterapien  (og vil helt sikkert bruge den på sigt til at regulere og holde balancen) og bruger desuden flittigt alle de andre redskaber jeg har fået med mig.

Alle mine planer for flytningen til Danmark blev lidt forskubbede og forsinkede. Det blev på ingen måde, som jeg havde forventet, men jeg føler alligevel ikke, at tiden har været spildt. Hvor underligt det end lyder, så tror jeg ikke, at jeg ville have været det foruden, for det har givet mig enorme indsigter, som jeg kan bruge på sigt. Jeg har fået en dyb respekt for de mennesker, der lever med kroniske hjertesygdomme og kronisk stress. Samtidig har det givet mig et meget klarere syn på, hvad der er vigtigt i mit liv og hvad jeg prioriterer. Det er desværre ofte sådan, at man skal ud i krise-agtige situationer for at få den slags erkendelser.

Hold nu op, det blev et langt indlæg og meget personligt. Jeg håber, at jeg ved at dele min historie, kan hjælpe andre i lignende situationer – I må derfor endelig gerne stille spørgsmål eller lægge en kommentarer. Det vil jeg sætte stor pris på ♥

 

Stress

Follow